Den hyggeligste tradition: Jul i Zoo søger stadeholdere til juleboderne
Selvom sommeren endnu ikke er ovre, er et ikke for tidligt at begynde at tænke på julen.
I hvert fald ikke for Aalborg Zoo. Igen i år inviterer de til årets mest magiske lysshow, når mørket falder på – og igen i år er de på udkig efter de helt rigtige stadeholdere til de hyggelige juleboder, der også pryder ruten langs haven.
Hvis du er en af dem, der året rundt skaber unikke, håndlavede produkter eller forhandler kvalitetsprodukter, har du nu muligheden for at blive en del af “Jul i Zoo”.
En oplagt mulighed
Jul i Zoo er kendt for sin særlige julestemning, hvor både børn og voksne kan gå på opdagelse blandt spændende boder, nyde duften af jul og finde de perfekte julegaver.
Stadeholdere får mulighed for at præsentere deres varer i fine træhytter, samlet på et stemningsfuldt og julepyntet handelstorv midt i zoologisk have.
Det er en oplagt mulighed for lokale nordjyske kunsthåndværkere, designere og andre kreative sjæle at vise deres arbejde frem for et bredt publikum.
“Vi ønsker at skabe et julemarked med et stort udvalg af unikke og gerne håndlavede produkter, der appellerer til både børn og voksne,” siger Helle Justesen fra Aalborg Zoo.
“Det kan være alt fra kunsthåndværk, keramik og strik til smykker, trævarer, julepynt og meget mere.”
Sådan kommer du med
Jul i Zoo har åbent i alt 26 dage i løbet af november og december, hver dag fra kl. 15 til 20.
Det er gratis at have en bod, forudsat at man forpligter sig til at holde sin bod åben i hele åbningstiden.
Er du interesseret i at deltage som stadeholder, så tøv ikke med at sende en kort beskrivelse af dit produkt, gerne med billeder, til hej@aalborgzoo.dk senest den 11. september.