Dem SKAL du smage: Fastelavnsboller med romkugle er tilbage

Der er snart lige så mange forskellige slags fastelavnsboller, som der er vejarbejder i Aalborg.
Nu er vi klar til at præsentere endnu en omgang, og vi lover, at de har været værd at vente på.
Det er nemlig fastelavnsboller fra et af byens mest populære bagerier: Vejgaard Bageri.
At kalde Vejgaard Bageri populær er nærmest en underdrivelse, for siden åbningen i 2018 har de trukket lange køer og store overskrifter for deres fantastiske bagværk – hvor alt er lavet fra bunden.
Bageriet er flere gange blevet kåret til både Nordjyllands og Aalborgs bedste, og i år har de valgt at pryde montren med flere forskellige slags fastelavnsboller.

Den bedste dej i Aalborg?
Vejgaard Bageri har tre forskellige varianter at vælge mellem i år: Creme og ristet marcipan, hindbær og borgmestermasse og Romkugle.
Fælles for dem er den gammeldaws dej, der omfavner fyldet i midten. Dejen er, med deres egne ord, “en fed gærdej”.
Vi kan ikke være de eneste, der ofte går taktisk til værks, når vi indtager en fastelavnsbolle.
Den taktik går ofte ud på altid at få en bid med fyld for til sidst at ende med en halvkedelig bolle – hvor alt fyldet er væk …
Den manøvre har man slet ikke lyst til at lave med Vejgaard Bageris fastelavnsboller, for dejen er hverken tør, kedelig eller uden smag. Den er tværtimod både svampet, krydret, og derfor er hver en bid en sand nydelse!

Dem her SKAL du smage
Udover den perfekte gær-dej er det naturligvis altid fyldet i midten, der gør en fastelavnsbolle til noget helt særligt.
Og her skuffer varianterne fra Vejgaard Bageri heller ikke.
Vil du gå lidt klassisk til værks, vil vi anbefale varianten med hindbær og borgmestermasse, hvor den friske hindbærsyltetøj giver et dejligt modspil til borgmestermassen, som består af den perfekte treenighed; blødt smør, sukker og marcipan.

Elsker du romkugle, er du nødt til at prøve deres fastelavnsbolle med romkugle-masse, der mest af alt smager som et opgraderet studenterbrød. Der er ikke sparet på hverken romkuglemasse, syltetøj eller velsmag!
Vores klare favorit er den frække variant med creme og ristet marcipan. Ristet marcipan kan måske lyde lidt spøjst, men det smager fuldstændig guddommeligt i samspil med vaniljecremen. En klassiker er født!

Bestil gerne i god tid
Som vi har nævnt er Vejgaard Bageri et yndet udflugtsmål for glutenhungrende aalborgensere, og de må ofte melde udsolgt af brød og kager før lukketid. Derfor anbefaler de, at du bestiller på forhånd, hvis du vil være sikker på ikke at gå forgæves.
Du finder fastelavnsbollerne i Vejgaard Bageri på Hadsundvej 10. De er på “menuen” til og med 19. februar.
Prisen er 20 kr. pr. stk (2 stk. for 36 kr.)
Åbningstider: Mandag – fredag 5.30 – 12.00, lørdag 06.00 – 12.00, søndag lukket.