Defensiv forstærkning: Canadisk power til Pirates

Aalborg Pirates har netop hevet forstærkning hjem til defensiven.
Den 27-årige canadiske back, Max Coyle, støder til Pirates-truppen i den kommende sæson, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Han kommer fra et ophold ved Indy Fuel i East Coast Hockey League, hvor han var holdkammerat med nytikomne Tyler Farmer.
“Max kommer til at forstærke os i det defensive spil. Han har en god fysisk og defensiv spillestil, der spiller enkelt med en god første pasning,” udtaler sportschef Ronny Larsen
Læs også: Vildt grej på plads i Aalborg: Gult bæst på 35 ton rykker ud med 120 i timen Max Coyle sluttede sidste sæson af i Indy Fuel, hvor han nåede at spille 8 kampe i grundspillet samt fire kampe i slutspillet.
Sæsonen var startet hos Greenville Swamp Rabbits, der ligedeles spiller i East Coast Hockey League. Her spillede han i næsten to sæsoner og rundede 94 kampe.
Han spillede fire år i Universitetsligaen, NCAA, hvor han var assisterende kaptajn i den sidste sæson for Bowling Green State Univ.
“Han er en spiller, som vi har fået god referencer på fra tidligere trænere og medspillere, og en spiller, som vi kommer til at forvente en del af i den kommende sæson.
Ikke nødvendigvis som den største pointmager, men han er en solid back, der giver vores målmand optimale arbejdsbetingelser,” slutter Ronny Larsen.
Max Coyle er godt igang med sommertræningen allerede hjemme i Canada, så han kommer til Aalborg i god form og klar til at gå på isen i Sparekassen Danmark Isarena iført trøje nummer 43.