Markant ændring: De nordjyske SushiMania-butikker skifter ejer
SushiMania, der er en af Danmarks største sushikæder, er pr. 21.2.2025 solgt til nye ejere.
De otte nordjyske SushiMania-butikker og en enkelt SushiMania foodtruck er blevet købt og skal driftes videre af den oprindelige stifter af kæden Peter Jacobsen og hans forretningspartner Torben Nielsen.
Peter Jacobsen køber dermed SushiMania-kæden tilbage fra den nu daværende ejer Nathalie Ina Kühl, som han selv solgte kæden til i sin tid. De otte nordjyske SushiMania-butikker er overdraget for et millionbeløb.
Det skriver SushiMania i en pressemeddelelse.
Bliver igen ren nordjysk
Den nordjyske sushi-kæde har i Nordjylland nydt godt af en meget loyal kundeskare, der siden etableringen i 2009 har gjort SushiMania til en god forretning.
I de øvrige dele af landet, især på Sjælland, har butikkerne, der indtil nu har ligget i selskabet Piscibus ApS, dog haft det svært og været tynget af en mindre brand-loyalitet, dyrere huslejer, højere lønomkostninger og generelt et væsentligt lavere salg sammenlignet med de nordjyske butikker i kæden.
Disse faktorer har samlet set ført til, at Nathalie Ina Kühl netop har egenbegæret Piscibus ApS konkurs.
“Min strategi var at brede vores koncept om bæredygtige råvarer og god kvalitetssushi til overkommelige priser ud til resten af landet. Jeg har imidlertid taget munden for fuld. Jeg har ikke formået at gøre butikkerne uden for Nordjylland til en god forretning, og i bakspejlet burde jeg have investeret flere penge i branding og markedsføring.
Det betaler Piscibus ApS, og ikke mindst jeg selv, nu en høj pris for, idet jeg i dag har egenbegæret mit selskab på Sjælland konkurs,” siger den nu tidligere direktør Nathalie Ina Kühl.
Ifølge Piscibus ApS har de ikke udbetalt løn til Nathalie Ina Kühl de seneste ni måneder, der efter egenbegæringen står tilbage med en større personlig milliongæld.
Store planer for fremtiden
Selvom kæden altså nu vender tilbage til at være en ren nordjysk forretning, har den nye ejer store planer for kæden.
Blandt andet ønsker Peter Jacobsen sammen med sin forretningspartner og medejer af SushiMania Torben Nielsen at etablere flere sushi-butikker på franchisebasis, ligesom de nye ejere ønsker at digitalisere hele kundeoplevelsen i langt højere grad, end det hidtil har været tilfældet i branchen.
Læs også: Politiet varsler: Kæmpe øvelse påvirker det meste af Aalborg i morgen “Nathalie Ina Kühl har været tilknyttet SushiMania siden 2009. Hun er som en lillesøster for mig, og jeg ved, hvor hårdt hun har kæmpet for at undgå den situation, hendes selskab nu står i. Derfor fortsætter vi arbejdet med de nordjyske SushiMania-butikker, og min forretningspartner og jeg har al mulig grund til at tro på, at vi kan bygge videre på det, der jo hele vejen igennem har været en god forretning i Nordjylland,” siger Peter Jacobsen, der altså nu har generhvervet den kæde, han oprindeligt selv stiftede.
SushiMania har godt 50 medarbejdere i de tilbageværende otte nordjyske butikker og omsatte samlet set for godt 30 mio. kroner i seneste regnskabsår.