Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

DAT satser stort på Aalborg: Direktøren er selv kaptajn på flere afgange

Af Jens Erik Møller

Man tror næsten ikke sine egne øjne i disse coronatider, men den er god nok.

Mandag skruede flyselskabet DAT markant op for antallet af daglige afgange på ruten mellem Aalborg og København, så der nu flyves fire gange dagligt hver vej.

Ifølge direktør og stifter af DAT, Jesper Rungholm, er det planen, at der i nær fremtid skrues endnu mere op, så der kommer op mod 10 daglige afgange hver vej.

DAT er dermed klart den største operatør på ruten Aalborg-København.

Selvom det måske ikke er Paris, London eller Berlin, så er en storbyferie i København nu heller ikke at kimse af, og med DATs nye afgange er det nu med et snuptag blevet endnu lettere og hurtige at komme afsted.

Er du ikke storby-turist, men derimod forretningsrejsende, som ofte tager turen frem og tilbage, så er der også godt nyt.

For at fejre de nye afgange tilbyder DAT hele 33% rabat på et månedskort på ruten.

Fra småt til stort

Udover Aalborg-København kan du også flyve med DAT fra Aalborg til Bornholm, ligesom DAT også har indenrigsruter fra lufthavne i Esbjerg, Billund, Midtjylland, Aarhus og København.

Derudover er der også ruter fra Danmark til destinationer i både Norge og Skotland, ligesom der flyves indenrigsruter i andre lande.

Men hvad der i dag er en succeshistorie begyndte blot som et lille bijob for Jesper Rungholm og hans kone tilbage i 1989, hvor det første fly blev købt.

Hurtigt blev det dog til et fuldtidsjob, og både i 2018 og 2019 havde selskabet en årlig omsætning på ca. 1 milliard kroner.

”Men i ånden er vi stadig små,” fortæller Jesper.

”Vi løfter i flok, hvor alle er med ombord. Vi arbejder både for virksomheden og os selv, modsat store giganter, hvor man bare er et tandhjul i et maskineri.”

DAT satser stort på Aalborg: Direktøren er selv kaptajn på flere afgange
Jesper Rungholm, direktør og pilot hos DAT. Foto: DAT

Blev ved med at flyve

Og netop det, mener Jesper Rungholm, er en stor del af forklaringen på DATs succes.

For mens andre flyselskaber skar ind til benet i kølvandet på coronakrisens begyndelse sidste forår, så lukkede DAT aldrig ned, men blev ved med at flyve.

Der blev sågar åbnet en ny rute mellem Aalborg og København i juni måned – en rute, som allerede på dag 2 gav overskud.

Og fra mandag den 25. januar har DAT dobbelt så mange afgange, som de to andre på samme rute – SAS og Norwegian – har til sammen. Jesper tøver da heller ikke med at kalde DAT for Danmarks største indenrigsflyselskab.

”Vi står som et af de stærke flyselskaber i Nordeuropa.”

Succesen kan også ses på bundlinjen, for modsat de store flyselskaber kommer DAT – som det ser ud nu – ud af corona-året 2020 med et samlet 0.

Altså ingen millionunderskud eller krise.

At DAT kommer ud af 2020 med et resultat, som man – med Jespers egne ord – absolut kan være tilfredse med, skyldes selvsagt støtteordninger, men i høj grad også medarbejderne.

”Alle medarbejdere har medvirket til det. Alle har bidraget.

Det er på grund af en fælles indsats, at vi er der, hvor vi er, og at det er lykkes at tilpasse os og holde hjulet i gang,” understreger direktøren.

Direktøren sidder selv bag rorpinden

Selvom Jesper i dag leder et milliardforetagende, så betyder det ikke, at han sidder bag skrivebordet på direktørkontoret dagen lang.

For selvom det naturligvis fylder en hel del, så er der stadig tid til, at han selv kan sætte sig i cockpittet bag rorpinden.

Derudover flyver han også med en særlig business-helikopter, som firmaer kan leje til særlige flyvninger – alt i alt er Jesper stadig ude at flyve en gang om ugen i snit.

Og det, at han stadigvæk selv kan sætte sig bag rorpinden, betyder en hel del for Jesper, som fik sit flyvercertifikat helt tilbage i 1979.

”Flyvning for mig er et fristed, og det er næsten som at holde fri. Jeg begyndte at flyve som ung, og når jeg flyver, laver jeg noget, som jeg kan finde ud af, og som jeg synes er sjovt.

Ja, man bliver fysisk træt, men ikke åndeligt. For mig er det at flyve et åndeligt fristed,” fortæller Jesper.

DAT satser stort på Aalborg: Direktøren er selv kaptajn på flere afgange
Jesper Rungholm. Foto: DAT

Går selv forrest

Ifølge Jesper, giver det også uvurderlig værdi, at man som chef er nede på gulvet ude i den virkelige verden.

”Jeg er stor tilhænger af, at ledelsen går forrest og er det ledende eksempel. Og det er man kun, hvis man er med ude, hvor folk er.”

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Jesper overnatter på et to-stjernet hotel, fremfor at firmaet betaler ekstra for at bo bedre, og at han aldrig booker en billet, hvis han skal flyve med andre flyselskaber, men vælger helst en billig standby-billet.

Mens coronapandemien har raset, er det også kommet til udtryk ved, at han har arbejdet seks måneder uden løn for på den måde at gå forrest, når de menige medarbejdere var nødsaget til at gå ned i løn på grund af coronakrisens følger.

Og det er hele grundlaget for DATs succes, mener Jesper. At alle – også ledelsen – arbejder for firmaets bedste og viser loyalitet.

”Loyalitet skal man gøre sig fortjent til, og det går begge veje. Vi har kun måtte fyre ganske få , langt de fleste er stadig med, og nu mærker vi som ledelse loyaliteten den anden vej.”

Har du fået lyst til en tur til København, så kan du læse mere og booke billet her – og hvis du er heldig, så er det måske endda direktøren selv, der byder velkommen fra cockpittet.

Del artikel

Andre læser også