Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Danskerne er tyet til kødgryderne: Søgninger på brun sovs er steget med 1474 % under corona

Af Redaktionen
Foto: Arla Foods.
Foto: Arla Foods.

Det er nu præcis et år siden, Danmark lukkede ned og både børn og voksne blev sendt hjem i stuerne. Det har ændret vores hverdag og vores vaner.

Og coronatiden har fået mange af os til at udforske nye madvaner, viser en ny undersøgelse lavet af Epinion på vegne af Karolines Køkken. Det skriver Arla Foods i en pressemeddelelse.

Særligt hjemmelavet sovs er blevet et hit i landets køkkener, afslører danskernes besøg i Karolines Køkkens opskriftsdatabase på arla.dk, hvor brun sovs topper listen med en stigning i besøg på 1474 procent i coronaperioden sammenlignet med året før.

Vi bruger mere tid i køkkenet

Hver fjerde dansker har brugt mere tid i køkkenet under pandemien, mens samme antal har kastet sig ud i madlavning, de aldrig har prøvet før. Fx ved at afprøve nye opskrifter eller eksperimentere med nye ingredienser.

Og det er en positiv tendens for den danske madkultur, mener Tove Færch, leder af Karolines Køkken.

”Mange danskere har fundet lysten og glæden ved at lege i køkkenet og fået øjnene op for at teste deres kundskaber. Det er jeg glad for.

 

For jeg have frygtet, at jonglering af hjemmeundervisning og kontorpladsen ved spisebordet havde skabt mindre overskud til madlavningen.

Derfor er det positivt at se, at så mange danskere har brugt mere tid ved gryderne og har udvidet deres repertoire, hvor vi normalt ser, at det er de samme retter, vi tilbereder igen og igen,” siger Tove Færch.

Danskerne har fået smag for sovs

I Karolines Køkkens opskriftsdatabase på Arla.dk er det tydeligt, at der sket nogle kraftige ændringer i danskernes besøg på siden under corona.

På tre af pladserne på top ti over opskrifter med de største besøgsstigninger er både brun sovs, flæskestegssovs og bechamelsovs.

Brun sovs topper listen med en stigning i søgninger på hele 1474 pct, når man sammenligner corona-perioden med de foregående 12 måneder.

”Det er nogle store procentstigninger, der nok også afspejler, at folk har været nysgerrige og brugt mere tid på at søge efter inspiration.

Men ikke desto mindre, ser det ud til, at vi er blevet ekstra glade for sovs og steg.

 

Det hænger formentligt sammen med, at danskerne ikke har kunnet komme på restaurant – og at mange har været afskåret fra at se den ældre generation, hvor steg og sovs traditionelt set oftere har en plads på menuen,” siger Tove Færch.

Besøg på culottesteg og wienerschnitzel er steget med næsten 700 procent i perioden. Det er dog ikke kun sovs og kød, der har været på menuen i de danske hjem. På top ti over opskrifter med de største besøgsstigninger på Arla.dk under corona er også hokkaidosuppe, laksetærte, falafler og fiskefrikadeller.

Top ti over største stigninger i besøg på aftensmadsopskrifter under corona på Arla.dk

  1. Brun sovs: Antal besøg steget med 1474 %
  2. Æbleflæsk: Antal besøg er steget med 1047 %
  3. Hokkaidosuppe: Antal besøg er steget med 881 %
  4. Fiskefrikadeller: Antal besøg er steget med 842 %
  5. Falafler: Antal besøg er steget med 799 %
  6. Laksetærte: Antal besøg er steget med 761 %
  7. Bechamelsovs: Antal besøg er steget med 760 %
  8. Flæskestegssovs: Antal besøg er steget med 735 %
  9. Culottesteg: Antal besøg er steget med 690 %
  10. Wienerschnitzel: Antal besøg er steget med 675 %

*Tallene er en sammenligning af perioderne 12. marts 2020-28. februar 2021 og 12. marts 2019-28. marts 2020.

Fakta om Karolines Køkkens befolkningsundersøgelse

Befolkningsundersøgelsen baserer sig på cirka 2.000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Epinions Danmarks panel i perioden x. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariabler er sikret ved efterfølgende vægtning.

Nøgletal fra undersøgelsen
– 24 procent af danskerne svarer, at corona-pandemien har fået dem til at lave mere mad, de aldrig har prøvet før, fx nye opskrifter eller nye ingredienser.
– 24 procent af danskerne svarer, at corona-pandeminen har fået dem til at bruge mere tid på madlavning.
– 55 procent af danskerne svarer i undersøgelsen, at de er uenige eller helt uenige i, at corona-pandemien har fået dem til at købe mere færdiglavet mad.

Del artikel

Andre læser også