Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Fra Top Gun-drøm til virkelighed: Thomas er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter

Foto: Casper Tybjerg
Foto: Casper Tybjerg

“Bring me home,” siger han, inden han sætter kursen opad. Det gør han hver gang..

Han kysser himlen i sit aerodynamiske vidunder på 32. år og kunne ikke drømme om mere.

I omegnen af 4.000 timer er blevet nedlagt i et F-16 kampfly. Han er dén i Danmark, der har fløjet F-16 i flest år og stadig gør det den dag i dag.

Han har været med i alle krige, som Flyvevåbnet har deltaget i siden 1993 – over Balkan, Afghanistan, Libyen og Irak/Syrien. Hver gang med livet som indsats, men med sin wingman ved sin side og sit fly til at bære sig hjem igen.

Jagerpiloten Thomas Kristensen går under flyvenavnet MET, og MigogAalborg har fået æren af at tale med ham og få et kig ind i en verden, der foregår langt over jordens overflade. For er det ligesom, vi ser i Top Gun? Og hvordan ender man med at have, hvad der på papiret nok er verdens fedeste job?

Fra Top Gun-drøm til virkelighed: Thomas er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter
Foto: Casper Tybjerg

Startede med den første Top Gun-film

Da Thomas Kristensen gik på gymnasiet, udkom den første Top Gun-film. Her sad han helt ude på stolen, limet til lærredet med sin første kæreste i hånden og drømte sig ind i cockpittet.

Det første, de fleste kommer til at tænke på, når de forestiller sig livet som jagerpilot, er at køre på motorcykel uden hjelm, spille beach volley i bar overkrop, blive udsat for ekstrem G-påvirkning, og selvfølgelig at være uovervindelig uanset, hvor galt det ser ud.

Den glamourøse Top Gun-livsstil virkede for Thomas Kristensen meget attraktiv, men de 10 år, man skulle binde sig til Flyvevåbnet, fik ham alligevel til at tøve:

“Det føltes jo som om, at det var hele mit liv, jeg skulle vie til det. Det var jeg ikke klar til på daværende tidspunkt, så jeg tog ind i hæren i stedet for.”

Alligevel endte han med at stå igen og drømme sig væk, da han så en hverveplakat til pilot i Flyvevåbnet. Og i dag har han så godt som viet hele sit liv til det.

Fra Top Gun-drøm til virkelighed: Thomas er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter
Foto: Casper Tybjerg

Når jorden forsvinder under en

I 1993 afsluttede Thomas Kristensen nemlig sin uddannelse i USA efter at være sluppet igennem nåleøjet til Danmarks suverænt sværeste uddannelse.

Herefter drog han igen over Atlanten, og landede i Eskadrille 723 på Flyvestation Aalborg.

Det viste sig at være alt, hvad han havde drømt om:

“Vi fløj næsten 200 timer om året. Jeg fik hurtigt følelsen af, at jeg gik på arbejde med min anden familie.

Det er nemt at få nykker som jagerpilot. Men her fandt jeg ud af, at jeg stadig var den dummeste, fordi de andre havde 1.000 eller 2.000 timer i cockpittet mere end mig. Det var et utrolig lærerigt miljø.”

Det var også på flyvestationen i Aalborg, at Thomas Kristensen fik sin nye identitet: MET.

“Alle piloter får et tre-bogstavs-navn, som består af tre bogstaver fra dit oprindelige navn. Det er vores unikke call sign.”

12 år brugte MET i Aalborg, inden han måtte drage sydpå med sit F-16 fly og blev knyttet til Flyvestation Skrydstrup, hvor han er i dag.

“Mange mennesker har millioner af kroner, men ingen kan købe sig til det, jeg oplever, når jeg går på arbejde. Det er det største rush, der findes.

Jeg får stadig gåsehud, når jeg løfter mig fra banen, hiver hjulene op, accelerer til 600 knob med 120.000 hestekræfter, og bare vender næsen lodret opad til 10 kilometers højde. Jorden forsvinder under en, og man befinder sig pludselig i en tredimensionel verden. Det er den største frihed.”

Fra Top Gun-drøm til virkelighed: Thomas er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter
Foto: Casper Tybjerg

De største øjeblikke

I over 40 år har de danske F-16-kampfly været på vingerne. MET har været med i 32 af dem. Og hans kærlighed til flyet stråler ud af ham:

“Vi blev skabt for hinanden. Man har fået et forhold til den flyver. Den har fløjet mig hele verden rundt og fået mig hjem igen. Min drøm er at blive den, der flyver det sidste F-16 i Danmark, inden de alle bliver afleveret til Argentina.”

Snart skal F-16 kampflyene nemlig udfases i Danmark, og de nye F-35 vil overtage.

En æra er derfor ved at være forbi og med så lang en karriere i et F-16-kampfly, er det svært at udpege højdepunkterne.

Fra Top Gun-drøm til virkelighed: Thomas er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter
Foto: Casper Tybjerg

Gennem karrieren har MET haft en årrække som opvisningspilot – det tætteste på at være rockstjerne. Han har været rundt til air shows i Europa og optrådt for 100.000 mennesker af gangen.

“Opvisningerne har været noget af det fedeste rent flyvemæssigt. Men i forhold til høj intensitet, så var det helt vildt, da vi lå i Nordirak og fik at vide, at nu bliver vi altså skudt, da vi var på vej ind for at kaste bomber.”

Størstedelen af METs karriere har nemlig været benhård alvor.

“Du træner for at skulle i krig. Det har du hele tiden med dig. Derfor har jeg været nødt til at finde noget, der kunne retfærdiggøre at risikere mit liv. Og der har min drivkraft været at gøre verden til et bedre sted.”

På trods af de mange udfordringer, svære valg og forkerte beslutninger, som jobbet som jagerpilot, indebærer, har Thomas “MET” Kristensen ifølge ham selv verdens fedeste job.

“Det allervigtigste er vedholdenhed. Man må bare have et åbent sind og blive ved med at klø på. Jeg vil aldrig blive træt af at spænde mig fast i den her flyver og erobre himlen,” slutter han.

Følg med lige her.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.