Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Noget af et kup: Danmarks billigste hus er blevet solgt i Nordjylland

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Home Sindal
Foto: Home Sindal

30.000 kroner.

Det lyder ikke just som et beløb, der kan gøre dig til husejer, men det er ikke desto mindre lige præcis den sum, som Danmarks billigeste hus er blevet solgt for.

Det skriver boligmediet Boliga.dk på baggrund af den netop tinglyste handel.

Huset i den nordjyske stationsby Sindal blev tilbage i august efter blot en måned på markedet sat ned til 80.000 kroner – fra en startpris på 150.000 kroner – netop for at gøre det til landets billigeste villa på markedet.

Prisen vakte opmærksomhed landet over og fik købere til at meldte sig fra nær og fjern. Det fortæller ejendomsmægler Casper Knudsen fra Home Hjørring, der står bag salget:

“Der er mange, der har været nysgerrige – og vi har fået femten bud i alt fra mulige købere lige fra Tisvildeleje i Nordsjælland til Sydfyn og Sønderjylland.

Men da de indså, hvor stor en opgave, det ville blive at sætte huset i stand, sprang de fleste fra,” siger han til Boliga.dk.

Absurd ringe tilstand

I husets salgsmateriale blev der da heller ikke lagt skjul på, at det var et hus i “absurd ringe stand” og krævede noget af en kærlig hånd.

Og det er da også, hvad den nye ejer har tænkt sig at give det. For mens nogen måske ville have gået til det med nedrivningstanker, har køberen ikke har tænkt sig at rive ejendommen ned:

“Det er en lokal håndværker fra Nordjylland, som har købt det – og han har faktisk tænkt sig at sætte det i stand, så han har lidt af en opgave foran sig,” siger Casper Knudsen til Boliga.dk

Noget af et kup: Danmarks billigste hus er blevet solgt i Nordjylland
Foto: Home Sindal

Årets billigeste handel?

Salgsprisen endte som bekendt på 30.000 kroner – under halvt så meget som udbudsprisen – for huset på 55 kvadratmeter og grunden, som ligger centralt i byen.

Men selvom det er et område, hvor husene generelt er i den billigere ende – især hvis man sammenligner med boligområderne i og omkring de større byer, så er salgsprisen dog noget under normalen.

I øjeblikket koster en huskvadratmeter i postnummeret Sindal ifølge Boliga.dks udbudsdata i gennemsnit 6.547 kroner  – hvilket svarer til omkring 980.000 kroner for en gennemsnitlig villa på 150 kvadratmeter.

Men det billige hus på Nørregade har altså blot kostet den nye ejer knap 550 kroner for hver kvadratmeter, hvilket er lidt af en rekord for mæglerforretningen:

“Så lavt et prisniveau plejer vi slet ikke at komme ned i. Det er virkelig billigt – og en pris de fleste nok ikke tænker, man kan få et helt hus for.

I hovedstadsområdet ville det ikke engang være nok til at købe halvdelen af et dårligt kolonihavehus. Nu må vi se, om det går hen og bliver årets billigeste handel,” siger Casper Knudsen til Boliga.dk.