Mange gode overraskelser – og én dårlig: Danish Air Show gør status på vild weekend
Fly på himlen, mennesker så langt øjet rakte – og både gode og dårlige overraskelser undervejs.
Søndag indtog hele 131.000 gæster Flyvestation Aalborg, da Danish Air Show løb af stablen.
Og dagen derpå gør arrangørene status:
“Vi synes, hele weekenden forløb rigtigt godt, og vi håber, at vores gæster, synes det samme,” siger major, Morten Valentin Jensen fra Air Transport Wing til MigogAalborg.

Perfekt antal gæster
I år var der forventet 125.000 gæster – og det eksakte antal kom ifølge arrangørerne op omkring 131.000 gæster – målt ud fra et lidt kompliceret regnestykke.
“Det er faktisk et perfekt antal for os,” fortæller major Morten Valentin Jensen fra Air Transport Wing til MigogAalborg.
For selvom der i 2018 var lidt over 140.000 gæster, er flere mennesker ikke nødvendigvis lig med et bedre arrangement, pointerer han.
For vejnettet omkring flyvestationen sætter en naturlig grænse.
“Det er en kunst i sig selv at få 130.000 mennesker frem og tilbage, og det er gået rigtig godt efter omstændighederne,” lyder konklusionen fra majoren.
Og ja – der var kø.

Særligt søndag morgen måtte mange bilister væbne sig med tålmodighed på vej mod flyvestationen.
“De tilbagemeldinger, vi har fået, er, at folk har haft fornemmelsen af, at køen bevægede sig. Så kan man godt væbne sig med tålmodighed, når man kan mærke, at der sker noget,” siger Morten Valentin Jensen.
I samarbejde med blandt andre NT og politiet blev trafikken løbende justeret. Sluser blev åbnet og lukket, og veje blev ensrettet efter behov.
“Det fungerede rigtig fint,” lyder Morten Valentin Jensens konklusion alt i alt.
50 fly fra 16 nationer
Inde på flyvestationen ventede til gengæld en oplevelse af de helt store.
Omkring 50 fly fra 16 nationer deltog, mens Forsvaret også var massivt repræsenteret på jorden.
Særligt Hæren fyldte mere end tidligere.
“Der var næsten ikke et regiment, der ikke var med på pladsen. Det, synes jeg, var en rigtig stor forbedring i forhold til sidste gang,” siger majoren.
For Morten Valentin Jensen handler dagen dog om mere end fascinationen af fly.

“Hele essensen er, at publikum får en god oplevelse og får oplysninger om, hvad vi arbejder med. Det har vi fornemmelsen af, at vi er lykkedes med,” siger han.
Og måske har dagen ligefrem plantet et frø hos nogle af de mange gæster.
“Vi håber da også, at det i sidste ende har givet nogle mennesker lyst til at være en del af det, vi arbejder med,” siger han.
Drone stoppede showet
Dagen startede først med en overraskelse af den gode slags. Her lagde Danish Air Show ud på deres Facebookside, at overraskelsen i programmet klokken 15.30 var en historisk “farveltur” på himlen af de gamle F16-fly.
Og det skabte stor begejstring.
Senere på dagen opstod der endnu en overraskelse – som ikke bragte ligeså meget glæde med sig.
Omkring klokken 14 blev der opdaget en drone i området, og flyshowet blev derfor midlertidigt sat på pause.
“Vi opdagede en drone, og så stoppede vi showet og håndterede situationen. Da det var på plads, genoptog vi showet,” fortæller Morten Valentin Jensen udramatisk.
Sagen er efterfølgende overdraget til politiet, og showet blev genoptaget med en halv times forsinkelse.
Ifølge Morten Valentin Jensen blev dronen en test af, hvorvidt deres sikkerhedsberedskab virkede som det skulle, og det gjorde det, understreger han.

Tre store dage på flyvestationen
Danish Air Show var kulminationen på en usædvanligt travl weekend på flyvestationen.
Allerede fredag besøgte omkring 6.000 skoleelever og ledige arrangementet “Flyvende Fremtid”, der satte fokus på uddannelse og karrieremuligheder.
Lørdag fulgte en særlig karrieredag for Forsvarets egne værnepligtige.
Og søndag kom så de 131.000 gæster.
Nu venter den knap så glamourøse del: oprydningen.
Morten Valentin Jensen forventer, at selve hovedoprydningen tager omkring tre dage, mens de sidste spor forventes at være væk i løbet af næste uge.
“Engang i næste uge ser flyvestationen ud, som den plejer,” siger han.
Og selvom han, ligesom mange af hans kollegaer, er godt trætte efter weekendens strabadser, så glæder han sig over arrangementerne.
“Vi er glade. Og så må det være op til publikum at vurdere, om det har været en succes,” slutter han.
Næste gang – i 2028 – rykker Danish Air Show efter planen til Skrydstrup, derefter Karup, og så kommer showet tilbage til Aalborg om seks år – i 2032.
Læs også: Flere brande på en måned: Nu undersøger elselskab fejl i Aalborg