Udrykning på motorvejen: Cyklist havde forvildet sig i Limfjordstunnelen

Omkring kl. 10 onsdag formiddag var der drama på E45, da en cyklist var kørt ned i tunnelrøret.
Tre udrykningskøretøjer fra Nordjyllands Beredskab måtte skynde sig til stedet.
Det skriver Nordjyske.
Måske en turist
Ifølge vagtchefen hos Nordjyllands Politi er det muligvis en turist, der er kommet på afveje.
Det fortæller han til mediet.
Og netop situationer omkring Limfjordstunnelen er de meget opmærksomme på hos beredskabet, da der er stor risiko for påkørsel i tunnelrørene.
Beredskabets indsatsleder fik hurtigt fat i cyklisten og fik ham ud af den farlige situation.
Der nåede derfor heldigvis ikke at opstå uheld, lyder det.