Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Cykelbro over Limfjorden kan blive en realitet: Her er planerne

Af Michael Qureshi
Foto: Stigsborg Havnefront
Foto: Stigsborg Havnefront

En ny cykel- og gangbro mellem havnefronten ved Musikkens Hus og byudviklingsområdet Stigsborg kan gøre det lettere at krydse Limfjorden på cykel eller til fods.

Foreningen Realdania støtter nu en forundersøgelse, der skal kortlægge potentialer i projektet.

En ny oplukkelig bro over Limfjorden kan øge cykel- og gangtrafikken og på den måde bidrage til en bedre sammenhæng mellem Nørresundby og Aalborg – både hvad angår fysik og identitet.

Derudover vil en ny bro formentlig også gøre det mere attraktivt at besøge Nørresundby – ikke mindst midtbyen og den østlige del af Nørresundby. Her ligger også Stigsborg-området, der er under udvikling i øjeblikket.

“Det er særdeles positivt, at vi nu kan gå i gang med forundersøgelserne.

Det vil give os et teknisk, økonomisk og byplanmæssigt beslutningsgrundlag for en ny cykel- og gangbro over fjorden.

Succeskriteriet for undersøgelserne er, at de skal bidrage til at minimere usikkerhederne omkring anlægs- og driftsøkonomien, og at de positive såvel som negative konsekvenser kan fastslås,” siger Anton Hessellund, direktør i Stigsborg P/S, der er ejet af Aalborg Kommune, PFA Ejendomme A/S og A. Enggaard A/S i en pressemeddelelse.

Cykelbro over Limfjorden kan blive en realitet: Her er planerne
Her er planen hvor man gerne vil have en bro over Limfjorden

Gør danske byer mere bæredygtige

Projektchef i Realdania Mikkel Henriques siger;

“I Realdania er vi optaget af at bidrage til at gøre danske byer mere bæredygtige – så de er en attraktiv ramme om hverdagslivet.

Det er helt sikkert værd at undersøge, hvilken betydning en cykel- og gangbro vil få som en forbindelse, der kan binde Aalborg sammen på nye måder – til gavn for blandt andre cyklister, fodgængere og motionister.”

Som MigogAalborg forstår det, så vil broen kunne “foldes” sammen, når der passerer skibe i krydsningen.

I Stigsborg P/S har man også fokus på de bæredygtige gevinster ved at etablere en ny cykel- og gangbro over fjorden i den østlige del af centrum, som i dag ikke har en forbindelse.

“Det er vores klare forventning, at bedre forhold for cykler og gående vil reducere bilbelastningen af gader og veje, og at cykler og gang i det daglige bedre vil kunne konkurrere med bilen som den foretrukne transportform,” siger Anton Hessellund og fortsætter;

“Stigsborg skal jo også lægge grund til en helt ny folkeskole og en af Aalborgs største byparker, og i det hele taget vil byområdet have et stort fokus på bæredygtige løsninger i tæt forbindelse med natur, park og fjord.”

Samlet sum for ny bro på 300 mio. kr.

Forundersøgelsen gennemføres i et samarbejde mellem Realdania, Aalborg Kommune og Stigsborg P/S og forventes at forløbe året ud.

Undersøgelsen skal efterfølgende bruges som beslutningsgrundlag for det videre forløb – dels for bestyrelsen i Stigsborg P/S og dels for Aalborg Byråd.

Den samlede anlægssum for broen har tidligere været vurderet til ca. 300 millioner kroner og planlægges samfinansieret af private og offentlige aktører samt eventuelle bidrag fra private fonde. Foreningen Realdania bidrager med 350.000 kr. til forundersøgelsen.

Del artikel

Andre læser også