Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

En god oplevelse: Aalborgensisk sædbank indfører VR-briller til donorer

Af Stine Kjølby Christensen

De færreste forbinder nok sæddonation med virtual reality.

Ikke desto mindre introducerer den aalborgensiske sædbank, Cryos, nu en VR-løsning for at løfte oplevelsen for sæddonorer i Aalborg.

Vi har alle været gennem en række store omvæltninger i vores arbejds- og privatliv de seneste 15-16 måneder, men corona har også skabt forandringer i donorrekrutteringen hos verdens største sædbank, der holder til midt i Aalborg på Algade.

Hos Cryos International tager de nemlig nu nye midler i brug for at få antallet af nye nordjyske donorer op igen. Virksomheden har blandt andet igangsat et nyt initiativ, hvor donorer får muligheden for at bruge en VR-brille som en del af oplevelsen.

”Donorerne varetager en prisværdig og samfundsnyttig rolle, og derfor skal vi naturligvis gøre det så attraktivt som muligt at være donor.

Vores donorer er allerede glade for oplevelsen af at besøge os, men da vi er afhængige af tilfredse donorer, er det naturligt, at vi løbende gør noget ved oplevelsen omkring selve donationen” siger Peter Reeslev, der er CEO hos Cryos International og uddyber:

”Løsningen med VR-brillerne er et ekstra tilbud, der skal sikre en oplevelsesrig og komfortabel donation.

Derudover er det planen i løbet af 2021 at redesigne hele donorområdet, så det samlet set gør oplevelsen mere interessant og hjemlig, og så donorerne bliver mere trygge ved situationen.”

De eksisterende donorer i Nordjylland har under hele corona-perioden været nødsaget til at bestille tid til donation, og det har ifølge Peter Reeslev givet færre donationer.

Samtidigt har Cryos haft lukket for optag af nye donorer i længere perioder, hvor smitten var på sit højeste, og derfor er der et efterslæb på rekruttering af nye donorer.

Gadgets passer godt til målgruppen

Cryos’ donorer er hovedsageligt unge nordjyske mænd, og derfor mener Peter Reeslev, at gadgets og ny teknologi er oplagt.

Med de nye tiltag er det direktørens forhåbning, at endnu flere får øjnene op for sæddonation og muligheden for at hjælpe andre til at få opfyldt deres drøm om at få børn.

VR-løsningen er håndfri, hvilket betyder, at donoren kan navigere i filmkartoteket udelukkende med øjnene og på den måde vælge den film, han gerne vil se.

Desuden er brillerne lavet af et materiale, der kan tåle den grundige rengøring, der foregår mellem hvert besøg.

Teknologien og designprocessen er udviklet i samarbejde med virksomheden CollectiveFlow, der har specialiseret sig i netop VR-løsninger. Ifølge co-founder, Jørgen Jakobsen, kan brillen skabe en virkelighedsnær følelse, der højner kvaliteten af donationsoplevelsen.

”Vi har valgt at samarbejde med specialister på området for at sikre, at løsningen bliver unik.

Vi har gjort os umage med at gøre universet og designet både naturligt og personligt men også lidt frækt, for det er jo inspirationsmateriale” fortæller Peter Reeslev med et glimt i øjet.

I første omgang er det nye donorkoncept lanceret i Danmark, hvor Cryos åbnede den første sædbank i 1987.

VR-oplevelsen vil også blive implementeret i Cryos’ afdelinger i USA.

Find video-teaseren for VR-brillerne hos Cryos her.