Kan give tomme hylder: Coop-ansatte nedlægger arbejdet

Kunder i Aalborg kan i de kommende dage risikere at møde tomme hylder, når de handler ind.
Medarbejdere på Coops store tørvarelager i Aalborg har nemlig nedlagt arbejdet som led i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der også rammer lagre i Albertslund og Odense.
Det skriver DR.
Det kan få betydning for vareforsyningen til Coops butikker – herunder Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365 Discount.
Ifølge Coop skyldes konflikten uenighed om arbejdsforhold i forbindelse med en ny overenskomst, der netop er trådt i kraft.
Risiko for tomme hylder
Tørvarelagrene håndterer varer, der ikke kræver køl.
Det drejer sig blandt andet om sukker, mel, kaffe, te, ris, pasta, ketchup, vaskepulver og konserves som hakkede tomater.
Coop har aktiveret nødberedskab på lagrene, hvor kollegaer fra andre afdelinger er blevet mobiliseret for at sikre, at der stadig kommer varer ud til butikkerne.
Men der kan forekomme forsinkelser.
Ifølge Coop vil kunderne til gengæld ikke opleve problemer med ferskvarer.
Det er endnu uklart, hvor længe arbejdsnedlæggelsen vil fortsætte.
følge Coop varierer antallet af strejkende i løbet af døgnet, og det er derfor svært at sætte tal på omfanget.
Arbejdsnedlæggelsen begyndte torsdag aften på lageret i Odense og har siden spredt sig til lagrene i Albertslund og Aalborg.