Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Coolshops nye firma-politik: Medarbejderne skal træne halvanden time om ugen

Af Michael Qureshi
Jacob Risgaard og Coolshop er kendt for altid at tænke lidt ud af boksen
Jacob Risgaard og Coolshop er kendt for altid at tænke lidt ud af boksen

Aalborg-virksomheden Coolshop.com, som er en af Danmarks største webshops med 1,7 millioner kunder, indfører nu et helt specielt krav til medarbejderne.

”I skal træne mindst halvanden time om ugen.”

Fremadrettet er det nu obligatorisk, at Coolshops mange medarbejdere skal benytte virksomhedens træningsfaciliteter i mindst halvanden time ugentligt. Det er selvfølgelig i arbejdstiden, da man som virksomhed ikke kan bestemme over medarbejdernes fritid.

Det er et krav, der kan dele vandene. Der vil være dem, der mener, at virksomheden går forrest i kampen for at skabe bedre vilkår for medarbejdernes sundhed. Andre vil mene, at det er over grænsen på, hvad man kan tillade sig at kræve fra sit personale.

migogaalborg.dk fangede vores egen blogger Jacob Risgaard, som også er medstifter på Coolshop.com, for nu at høre, hvorfor det skal være sådan i Coolshop-bunkeren i Nørresundby.

Fortæl om det nye medarbejderprojekt på Coolshop.com?

”Vi har bygget nogle fantastiske træningsfaciliteter i vores bygning, og så er det således, at det er obligatorisk, at man skal træne halvanden time om ugen, når man arbejder hos Coolshop. Vi har nogle dygtige instruktører tilknyttet, som vil udarbejde træningsprogrammer, der passer til den enkelte medarbejders behov, og så vil der være en månedligt opfølgning.”

Hvorfor har det været et nødvendigt tiltag?

”Denne virksomhed startede med en flok computernørder. Nu er vi langsomt vokset med mange flere medarbejdergrupper, men vi er stadig et internet-firma med meget stillesiddende arbejde. Vi er helt overbevist om, at vi får det hele tilbage igen i hovedet med medarbejdere, der er gladere og har mere energi. Når du træner og holder din krop i form, så udløser det også en masse stoffer i din krop, som skaber noget mere positivt energi.”

Aalborg Coolshop
En Coolshop-medarbejder med personlig træner

Kunne man ikke sige, at det skal I som ledelse slet ikke blande jer i?

”Overordnet set har medarbejderne givet positiv feedback på tiltaget. Vi gør det faktisk ikke for signalværdiens skyld, men fordi vi tror på, at der er god business i at have sunde medarbejdere. Vi har blandt andet også en kok, der i den grad holder fokus på den sunde livsstil. Også til aftenholdet så de har et bedre alternativ end til pizza og cola.”

Der er vel nogen, der har dårlig ryg eller andre helbredsproblemer. Hvad med dem?

”Der har været enkelte, der har påpeget helbredsproblemer, og så vil de få tilpasset et træningsprogram, der skåner dem for belastning af deres problemer. Men der er ingen, som er undtaget fra at dyrke motion i vores faciliteter ugentligt.”

Kan de ikke bare snyde og så sige; Jacob, jeg har skam trænet hele ugen?

”De skal checke ind og ud på en skærm med fingertouch, så vi kan tracke den enkelte medarbejder. Det er ikke, fordi vi ønsker at overvåge vores medarbejdere, fordi de leverer i dagligdagen konstant på et topniveau, men kan vi øge bevidstheden omkring motion og sundhed, så er vi sikre på, at det bliver en endnu bedre arbejdsplads på alle fronter.”

Hvad med ledelsen? Du og Mark er vel ikke ligefrem fitness-konger?

”Haha, det har du fuldstændig ret i. Jeg er nok det, man vil kalde for tyndfed, og jeg er på ingen måde manden, der hænger ud i et fitness-center. Men vi går selvfølgelig forrest, og jeg er sikker på, at man også kommer til at mærke det på ledelsens overskud og energiniveau fremadrettet.”

Hvad så hvis dine medarbejdere ikke har tid til at træne?

”Det er lidt som at spørge dem, der har børn, om de ikke følte, at de havde travlt, da de ikke havde børn. Så hvordan fik de lige presset et stort ansvar og arbejde med børn ind som et ekstra element i deres travle liv? Det handler om prioriteter, og vi ønsker, at vores medarbejdere prioriterer sundhed og motion. Vi skal passe på vores kroppe. Os der er på arbejdsmarkedet i dag får nok ikke lov til at gå på efterløn, når vi er 60 år.”

Men I har fået god respons fra medarbejderne?

”Absolut. De er vant til, at vi i forvejen ikke gør tingene som alle andre steder. Mange af vores medarbejdere har jo træning som en fritidsinteresse, og nu sparer de den tid på transport og omklædning og så videre ved at de har faciliteterne og mulighederne på arbejdspladsen.”

Del artikel

Andre læser også