Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ret cool: Aalborg Handelskole og Coolshop indgår unikt samarbejde

Af Michael Qureshi
PR-foto Løvens Hule
PR-foto Løvens Hule

Kendskab til forretningsmodeller, salg, indkøb og ikke mindst et indblik i de mest cool produkter og nyeste brands.

Det bliver snart virkelighed for op til 30 elever fra EUX Gymnasiet på Aalborg Handelsskole.

Fra august 2023 indgår Aalborg Handelsskole og Coolshop et nyt banebrydende samarbejde, der giver udvalgte elever inden for detail- og handelsuddannelserne mulighed for at besøge og arbejde med konkrete opgaver, der relaterer sig til virksomheden.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

“Ved at bygge bro mellem EUX Gymnasiet og Coolshop vil eleverne få et frisk indspark til den mere traditionelle undervisning, og de vil samtidig få et indblik i erhvervslivet set med en virksomheds briller.

Der vil blive sat fokus på virkelighedsnære cases, og eleverne vil opleve, hvordan de teoretiske redskaber fra undervisningen kan bruges i praksis,” fortæller Rikke Christoffersen, der er direktør på Aalborg Handelsskole.

Et spændende forløb

Samarbejdet med Coolshop vil være helt unikt.

Forløbet vil indeholde forskellige virksomhedsarrangementer og ekstra undervisningsforløb udover den almindelige undervisning.

Eleverne vil bl.a. få såkaldte masterclasses, hvor der sættes fokus på emner som lederskab, arbejdskultur og high performance i teams – selvfølgelig med Coolshop som omdrejningspunkt.

I flere fag vil Coolshop også indgå som en del af fagene, når fx emner som indkøb, salg, finans og logistik sættes på skoleskemaet.

Endelig vil nogle af Coolshops mange netværksvirksomheder blive inddraget i forbindelse med virksomhedsbesøg, foredrag og lignende.

Ret cool: Aalborg Handelskole og Coolshop indgår unikt samarbejde
Foto: Johny Kristensen

Udover de typiske handelsskolefag vil eleverne også blive undervist ekstra inden for sprog og kultur.

“Virksomheder efterspørger i dag gode sproglige kompetencer. Det gælder også hos Coolshop.

Eleverne kan derfor glæde sig til særlige sprog- og studieophold som et led i uddannelsen – herunder sprogundervisning i Brighton og studietur til USA,” fortæller Rikke Christoffersen.

Klar til at gribe muligheder

Hos Coolshop er man også begejstret for det nye samarbejde, som rummer en masse muligheder for de unge.

“Det bliver helt unikt, og vi ser meget frem til det nye samarbejde med Aalborg Handelsskole.

Der er enormt stor opbakning fra hele organisationen til at bidrage med ny og relevant viden samt uddanne de unge til fremtidens arbejdsmarked,” fortæller CFO hos Coolshop, Peter Tuure og fortsætter:

“Detail- og handelsbranchen er i konstant forandring, og de seneste års udvikling har blot understreget vigtigheden i agile organisationer og omstillingsparate medarbejdere, der er klar til at gribe mulighederne, når de kommer.

Med samarbejdet håber vi at kunne klæde eleverne rigtig godt på i moderne virksomhedsdrift – og give en række sunde Coolshop-værdier videre – så vi får nogle fantastisk dygtige og VILDERE medarbejdere ud på den anden side.

Og så er der ingen tvivl om, at samarbejdet også vil give os et godt indblik i den unge generation, som vi helt sikkert også kan lære af.”

For at komme i betragtning til Coolshop-klassen skal eleverne lave en motiveret ansøgning.

Til gengæld venter der dem en masse ny viden, undervisning tættere på virkeligheden og en mulighed for at få foden inden for på arbejdsmarkedet.

Samarbejdet åbner nemlig op for, at nogle elever kan få tilbudt fritids- eller sæsonarbejde hos Coolshop.

Håber på et match

Derudover vil det være muligt at søge læreplads hos virksomheden, som i dag har elever ansat inden for både detail- og handelsuddannelserne.

“Mange virksomheder skriger på medarbejdere med kompetencer og uddannelser, der matcher det nutidige arbejdsmarked og virksomhedernes helt konkrete behov.

Samarbejdet med Aalborg Handelsskole og Coolshop Masterclass bliver vores positive bidrag til et større match,” slutter Peter Tuure.

Alle interesserede kan høre mere om den nye Coolshop Masterclass, når Aalborg Handelsskole holder et ekstraordinært Åbent Hus d. 28. februar 2023.

Ansøgningsfristen for at søge ind på EUX Gymnasiet er den 13. marts og skal ske via optagelse.dk.

Del artikel

Andre læser også