Sjove aktiviteter: Aalborg City Cup udvider med stort eventområde for alle

De kommende dage kommer det til at summe af liv i området omkring fodboldklubben Aalborg Freja i Vestbyen.
I knap 20 år har Aalborg Freja afholdt et internationalt fodboldstævne for børn og unge i Kristi Himmelfarts ferien.
Stævnet tiltrækker spillere fra hele Europa og er kendt som et af de mest populære stævner i regionen.
I år vil stævnet blive afholdt fra den 18. til 20. maj, med deltagelse af 262 hold fra 9 forskellige lande.
Som noget nyt vil der være et eventområde med aktiviteter for både deltagere og besøgende alle tre dage.
Der vil være underholdning, madboder og en række aktiviteter for både børn og voksne.
Alle er velkommen til at prøve
Og alle er velkomne til at kigge forbi og deltage i aktiviteterne.
Så man behøver slet ikke at være en del af fodboldstævnet for at kigge forbi og prøve alle de fede aktiviteter, som der kommer i det store eventområde.
Her vil der nemlig hver dag være særlige aktiviteter.
Torsdag kommer Adidas med en agilitybane, hvor alle kan blive udfordret.

Fredag kigger det utrolig populære Carlsberg Sport teamet forbi, og man kan opleve fodbold freestyle med Jonas Drøger og Christopher Bach og e-sport med Daniel Dingo.
Lørdag sluttes af med et brag på eventområdet når FunCenter Aalborg kommer forbi og det bliver muligt at prøve aktiviteter som Bubble Soccer, Human Football Table, Fodbold bowling og Fodbold dart.
Skal være oplevelse for alle i Aalborg
“Vi er meget glade for at kunne præsentere det nye eventområde i år,” siger Jan Daucke, formand for Aalborg Freja.
“Vi ønsker at gøre stævnet til en stor oplevelse for både spillere og besøgende og håber, at alle vil nyde de nye aktiviteter, vi har planlagt.
Aalborg City Cup skal være en oplevelse for alle i Aalborg og vi ser frem til en masse besøgende både store og små, til nogle fantastiske dage med fodbold, sjov og underholdning.”
Stævnet har allerede tiltrukket et stort antal tilmeldinger fra hold i hele Europa og forventes at være en stor succes igen i år.
For mere information om stævnet og nyheder om eventområdet, kan man følge Aalborg Freja på Facebook og Instagram.