“Told you so”: Christopher er første navn til Nibe Festival 2025
Han er i fuld gang med at buldre igennem internationalt. Her i Danmark sælger han de store arenaer ud og stjæler hjerter på stribe.
Og nu kan Nibe Festival i en pressemeddelelse løfte sløret for, at Christopher gør stop på Nibe 2025 på sin eksklusive danske tour næste sommer.
“Vi er selvfølgelig vildt glade for, at Christopher, efter mange års fravær, besøger Nibe næste sommer. Og vi ved, at med Christopher på plads kan vi glæde en stor del af de mange tusinde, som først i september købte en partoutbillet,” udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
Christopher er første navn på plakaten til Nibe Festival 2025.
Kæmpestjerne nationalt og internationalt
Christopher har i mange år sat musikalsk dagsorden herhjemme og også i dele af Asien.
Efter hans store rolle i Netflix filmen ”A Beautiful Life” er Christopher for alvor brudt igennem internationalt. Den sympatiske superstjerne har netop afsluttet sin første verdensturné med udsolgte shows på tværs af hele USA, i Sydamerika og Asien samt rundt om i hele Europa.
Christopher har netop spillet udsolgte arenakoncerter i Royal Arena og Djursland Bank Arena. Det blev en gigantisk manifestation fra popikonet.
Siden Christopher i 2012 udgav debutalbummet ”Colours” har han leveret en ren perlerække af hits.
Numre som ”Told You So”, ”Twerk It Like Miley”, ”Leap Of Feath”, ”Bad Boy”, ”CPH Girls” og titelnummeret fra “A Beautiful Life” bliver forventeligt en stor del af sættet til den eksklusive koncert på Stor Scene midt i den smukke Skalskov.
Fart på billetsalget
Tæt på 75 % af partoutbilletterne til Nibe 2025 blev solgt, da Nibe Festival d. 3. september satte billetsalget i gang.
Nibe går derfor også i 2025 forventeligt mod tidligt udsolgt, som de seneste to år. Den hyggelige og intime festival i Skalskoven er nemlig mere populær end nogensinde.
Partoutbilletter kan købes her.
Nibe Festival 2025 afvikles i dagene 2. -5. juli.