Bliver hedt: Verdenskendt mande-stripshow kommer til Aalborg
Uha, nu begynder pulsen vist at stige.
For der er dømt Ladies Night event i verdensklasse, når de magiske mænd fra Chippendales rammer Danmark med deres nye tour.
Den verdensberømte trup er mere end klar til at ”party, please and tease” deres mange fans.
Publikum skal forberede sig på et sexet og storslået show med nye numre, musik, koreografi og akrobatik, i hvad der uden tvivl bliver et af de mest provokerende og efterspurgte liveshows i 2024.
Showet afholdes på Skråen den 26. september 2024.
Optræder for fyldte sale
Årligt køber mere end 2 millioner fans billetter til at opleve Chippendales live, og det ikoniske ensemble har de sidste fire årtier været et berømt fænomen indenfor amerikansk popkultur, skriver Skråen.
Siden 1979 har de forført med deres verdensklasse shows, hvor de skaber den perfekte balance mellem legesyg sexappel og smagfulde drillerier på kanten, leveret af yderst veltrænede mænd med glimt i øjet – hvilket har skabt ekstase på det meste af kloden.
Chippendales består på nuværende tidspunkt af 20 medlemmer, hvor den ene halvdel tager sig af deres massivt succesfulde residency på Rio All-Suite Hotel & Casino i Las Vegas, og den anden halvdel får europæerne den udsøgte fornøjelse af at opleve på Welcome to the Chippendales Tour.
Chippendales har tidligere imponeret med deres populære shows i Danmark, hvor de gennem årene har sunget og danset sig ind i publikums hjerter, og gang på gang har optrådt for fyldte og euforiske sale.
Næste år gentager de succesen med deres nye show, som kan opleves i seks danske byer; heriblandt Aalborg.
Billetter er tilgængelige på Skråens hjemmeside, og priserne begynder fra 375 kr. plus gebyr.
Find billetter her.