Anmeldelse af Chamber Orchestra of Europe: Storslået, inderligt og underholdende

I søndags lod vi os glide ned i de bløde, røde sæder i den altid storslåede Koncertsal i Musikkens Hus, og mens mørket i salen begyndte at sænke sig, lullede vi os velvilligt ind i forventningens glæde.
Denne glæde var målrettet aftenens forestilling med Chamber Orchestra of Europe fra London, som var markedsført med så mange flatterende ord, at man ikke kunne andet end at have meget høje forventninger.
To Grammys. Tre Gramophone Record of the Year. Førende dirigenter og solister. Klassisk musik fra øverste internationale hylde. Det var noget af det, der var lagt op til, og lige så storslåede som beskrivelserne var, lige så storslået startede koncerten.
De 47 musikere i orkestret og dirigenten Rafael Payare indtog deres pladser på scenen til et måske lidt afventende bifald, og så snart det sidste klap døde ud, startede den musikalske rejse gennem Mozart, Schumann og Beethoven ellers med et brag.
Energisk og medrivende
Her kommer en lille disclaimer, som er nødvendig inden vi dykker længere ind i oplevelsen: Undertegnede anmelder har ikke det største kendskab til klassisk musik, så allerede da vi får stukket aftenens program i hånden og læser sætninger som ouverturen til operaen “Don Giovanni”, KV. 526 og Symfoni nr. 3 i Es-dur op. 55 – “Eroica”, er vi liiidt på glat is.
Heldigvis behøver man hverken kendskab til fagord, instrumenter eller klassisk musiks hæderkronede historie for at kunne nyde musikken – og netop derfor bliver vores beskrivelser en anelse metaforiske og vævende (bær over med os, hvis du er indædt klassisk-fan).
Lytter du til de første par sekunder af ouverturen til operaen “Don Giovanni”, KV. 526 på Spotify, Youtube, pladeafspilleren eller hvad dit foretrukne medie er, vil du måske forstå, hvad vi mener, når vi beskriver introen som “bragende”.

Næsten hele orkestret bryder ud i kor, og herefter skifter det over i enkelte, nærmest legende violiner, der sætter tanker i hovedet om et lam, der fredfyldt springer over bække, før musikken igen brager derud af som en hær af heste – eller jagthunde, hvis det skal være lidt mere makabert.
Mindst lige så energisk og medrivende som musikken er, er den charmerende dirigent Rafael Payare, der før koncerten overhovedet går i gang gør opmærksom på sig selv ved at fistbumpe en af violinisterne – til stor morskab for os andre.
Det er en oplevelse i sig selv at overvære Rafaels kropssprog og optræden, når han dirigerer orkestret, og det er et element, der adskiller klassiske koncerter fra andre typer af koncerter. Her har du to timer til ikke kun at beundre og indtage musikken, men også observere årtiers af finpudset talent og hårdt arbejde, der udfolder sig i dirigenter og violinister og celloister og klarinettisters håndtering af instrumenter (eller dirigentstokke).
Smittende inderlighed
Vi har været til massevis af pop- og rockkoncert gennem årene, og det der tit bestemmer, om det er en god, dårlig eller middel oplevelse, er om musikerne formår at skabe en god atmosfære. Det handler ikke kun om musikken, men også om kropssproget og indlevelsen fra musikerens side.
Til søndagens koncert kunne man tydeligt mærke, at de stærke følelser, der blev vækket i os som publikum, også blev reflekteret gennem musikerne på scenen. Det gjaldt især aftenens solo-violinist Vilde Frang, der fremførte Robert Schumanns In kräftigen, nicht zu schnellem Tempo, Langsam og Lebhaft, doch nicht zu schnell.
Vi tør godt at påstå, at hele publikum sad som i en trance, og da stykket var overstået, var der nogle sekunders tøven, før klapsalverne regnede ned over den norske solist. Det føltes i øjeblikket, som om ingen ville være den første til at forstyrre det lydlandskab, hun lige havde tryllet op.
Vilde Frangs violinkoncert var aftenens højdepunkt for os. Hendes inderlighed var smittende, og vi tør godt indrømme, at nogle tåre samlede sig i vores øjenkroge undervejs.
Da vi efter koncerten læste lidt op på hendes karriere, faldt vi over følgende beskrivelse af hendes tilstedeværelse på en scene: “Den unge norske violinist er bestemt beskeden og helliger sig helt og aldeles til de stykker, hun spiller – spillende med teknisk perfektion, hver barform fyldt med dyb følelse og pulserende med liv.”
Den tekniske perfektion kan vi ikke udtale os om, men indlevelsen og dedikationen til det musikken er tydelig for selv det mest utrænede øje.

Stor ros til Musikkens Hus
Aftenen før vi fik fornøjelsen af at overvære Vilde Frang og det europæiske kammerorkester i Musikkens Hus, havde vi en oplevelse i den anden ende af kultur-spektret.
Som nogle af de sidste mennesker i Aalborg (og hele verden), var vi endelig inde og se Spider Man: No Way Home. Det nævner vi i denne sammenhænge, fordi vi er imponerede over, at Aalborg efterhånden har udviklet sig til en by, der har så mangfoldig kulturscene, at den sagtens kan bære underholdning af forskellig kaliber.
Stor ros til Musikkens Hus for at udfordre os til at opsøge anderledes kulturelle aktiviteter og have høje ambitioner på vegne af Aalborg. Selvom alderssammensætningen af søndagens publikum var i den ældre ende, var der også en del yngre mennesker (os inklusiv), og det viser, at hvis tilbuddet og tilliden er der, skal folk nok komme.
Klassisk musik er heller ikke så fjernt fra vores liv, som vi tror. Beethoven, Mozart, Howard Hanson, Richard Wagner, Richard Strauss og Howard Shore (for blot at nævne et par komponister) har udgjort lydscenen til utallige uforglemmelige film og spil gennem årene.
Hvis du tænker over det, hvad er det så, der gør de rørende og episke scener i mainstream film som Gladiator, Lord of the Rings og The Avengers så fantastiske? Det er uden tvivl musikken – og ofte er det klassisk musik.
Til en klassisk koncert som den med Chamber Orchestra of Europe i Musikkens Hus får du denne musik i en mere rå form; musik fra koncentrat, hvis du vil. Og du behøver bestemt ikke en film til at køre i baggrunden for at gøre det spiseligt.

Mere klassisk musik til folket
De 110 minutter, som koncerten varede, fløj afsted, og den fordybelse vi følte, koblet med de meget behagelige sæder, gjorde at vi sommetider var ved at døse hen. Ikke fra kedsomhed, men derimod fra en afslappethed, vi ikke kan huske at have følt i andre musikalske sammenhænge.
Man behøver dermed hverken have klassisk skoling eller nogen form for erfaring med klassisk musik for at få noget ud af et kammerorkester for selvom ordet lyder en smule tørt, er oplevelsen alt andet. Den stående – og langvarige – applaus, der faldt efter koncerten i Musikkens Hus understregede netop det.
Koncerten med Chamber Orchestra of Europe var som nævnt kun den første i en række af klassiske koncerter planlagt i 2022, og hvis resten af de klassiske satsninger bliver bare i nærheden af det niveau, der blev sat søndag aften, er der altså noget at glæde sig til.