Frisklavet sushi, cocktails og hyggelige lokaler: Catch Sushi Bar har fået en flyvende start

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Det er næsten en underdrivelse at kalde Caspars i Algade en af byens mest populære takeaway-steder.

Uanset om du ankommer til frokost, aften eller derimellem, har ejer Xuan Thanh Ngo og Co. travlt med at trylle med friske råvarer med et lækkert asiatisk twist, hvor især deres poke- og noodle bowls er et kæmpe hit.

Lørdag den 3. oktober fik Caspars en ny søsterrestaurant, da Xuan åbnede Catch Sushi Bar i Vesterå 14, sammen med kæresten Vi Pham og ejeren af succesfulde Nori Bar i Århus, Zhen Bin.

Vild modtagelse fra første dag

Populariteten fra Caspars har man allerede nu integreret direkte ind i den nye restaurant.

“Vi er helt vildt stolte af den modtagelse, som vi har fået. Der har næsten været fuldt hus hver aften, og kalenderen er godt fyldt flere uger frem,” fortæller Xuan Thanh Ngo til MigogAalborg.

Konceptet på Catch Sushi Bar er næsten, som du kender det fra andre populære All You Can Eat sushirestauranter.

Men den skiller sig alligevel ud på flere områder, der gør, at man i den grad kan se frem til en helt ny oplevelse på Catch. Også selv du tror, at du har “prøvet det hele”.

Hyggelig indretning og smart bestilling

Det første man umiddelbart lægger mærke til, når man tråder ind i restauranten er indretningen, som også har været et stort fokuspunkt fra start.

“Vi har bygget videre på den hyggelige stemning som Napa Lounge havde og tilføjet store malerier samt en dæmpet belysning for at ramme den helt rette stemning,” fortæller Xuan.

Rammerne for den gastronomiske oplevelse er der også styr på ved bordet, hvor maden bliver serveret på udvalgt keramik.

Og apropos maden – som jo er det vigtigste!

Konceptet er enkelt og ligetil: Du har bordet i to timer fra du ankommer, og så bestiller du nemt og bekvemt på en tablet, som ligger klar på bordet.

Der er billeder af samtlige retter på skærmen, så hvis du ikke lige er skarp i Hosomaki & Futomaki, kan du få syn for sagen inden bestilling.

Når du har trykket “bestil”, ryger dine ønsker direkte ud til køkkenets uddannede sushikokke, der straks går i gang med at tilberede maden.

Hvis (når) sulten melder sig igen, er det bare at tage fat i tabletten igen og sende en ny ordre afsted. Ingen pinlige fingre i luften, når du skal indikere til tjeneren, at du har lyst til en omgang tempurarejer for 39. gang.

Det kan du se frem til

På menuen finder du lækre starters som tangsalat, Tom Yum suppe, Gyoza og tempura shrimp, og fristende sticks med alt fra kylling, laks, lam, spicy wings og MEGET mere.

Til den store sult kan du vælge alt fra rice rolls, de særlige crunch rolls og så selvfølgelig sushi.

Sushien kommer i alle afskygninger og er lavet helt fra bunden. Her kan du vælge mellem nigiri, hosamaki, futomaki, uramaki og kaburimaki.

Hvis du har prøvet Caspars, er du, med næsten 100 procent sikkerhed, faldet pladask for de mange lækre hjemmelavede saucer som eksempelvis sesamcreme, wasabicreme og peanutcreme.

De følger (heldigvis!) også med i søsterrestauranten, hvor du kan tilvælge dem, når du slår dig løs.

Til dessert har du valget mellem klassikere som crème brûlée, chokolademousse og panna cotta.

Prisen er 199 kr. for All You Can Eat til frokost med helt samme menukort som om aftenen (11.30- 15.00), mens du om aftenen kan spise for 229 kr. fra søndag – torsdag og for 249 kr. fredag-lørdag (15.00 – 22.00)

Børn under 12 år spiser til halv pris.

Lækre cocktails – og åbent helt frem til kl. 02.00

Men Catch er ikke kun stedet, hvor du spise dig mæt i alverdens asiatiske specialiteter.

Der er nemlig en grund til, at ordet bar indgår i det fulde navn.

Baren har en helt central placering i lokalerne, og det er også et stort fokuspunkt i konceptet. Catch har tilmed ansat en professionel bartender, som står for at trylle den ene lækre cocktail frem efter den anden.

Her er valget (også) svært, og du kan lade dig friste af alt fra Gin Hass, White Russian, Dark & Stormy, Whiskey Sour, Mojito og Long Island Iced Tea.

“Når corona-situationen er under kontrol er planen, at vi holder åbent helt frem til kl 02.00. Vi håber, at vores gæster har lyst til at nyde en lækker cocktail, et godt glas vin eller cocktail pitchers, inden turen måske går mod Jomfru Ane Gade senere på natten,” fortæller Xuan.

Indtil videre må Catch Sushi Bar, som alle andre restauranter og barer, lukke klokken 22.00 … som et lille plaster på såret, kan vi afsløre, at der er Happy Hour med 2-drinks-for-1 mellem kl. 20.00 – 22.00.

Du finder Catch Sushi Bar i Vesterå 14.

Mere info lige her.