Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Skål i is: Café tilbyder gourmet is med whisky smag

Af Nathalia Hentze Nielsen
"Cask whisky" varianten sammen med "Raspberry".

Der er nogle smage, der kræver lidt tilvænning gennem livet.

Oliven, mørk chokolade, sild, grønkål… og whisky (hvert fald hvis du spørger os).

Whisky er en af de typer alkohol, der er en religion for entusiaster, mens resten af os skærer ansigt bare ved tanken om den skarpe drik.

Så naturligvis havde vi en smule betænkeligheder, da Kaffebaren i ø-gaden fortalte os, at de oveni deres øvrige lækre udvalg af gourmet is også tilbyder en smagsvariant med whisky.

“Cask whisky”, som den hedder, er en flødeis tilsat prisvindende Whisky fra Stauning Whisky og stammer fra is-producenten Kastbergs, der er kendt for sin høje kvalitet og kreative smage.

Det skulle selvfølgelig prøves.

Hvordan smager den så?

Vi må lægge os fladt ned og erkende, at whisky-elskere altså har fat i et eller andet, når de kalder whisky for “gyldne dråber”.

Blandingen af den fløjlsbløde flødeis med den intense, mørke smag af whiskyen er overraskende lækker, og det smager næsten som en slags karamel med ekstra kant.

Der er en sødme i isen, som et et godt modspil til det krasse i spiritussen, og resultatet er en utrolig lækker og frisk is, som er perfekt til en varm sommerdag – især hvis du vil prøve noget andet end de typiske smage med karamel eller chokoladesmag.

Whiskyen har en alkoholprocent på 61%, skal det lige siges, og selvom vi ikke aner, hvor meget is du skal sluge, før det bliver uansvarligt at køre bil, må vi nok hellere være på den sikre side og sige, at den skal spises med måde.

Vil du prøve den lidt anderledes is her i det (nogenlunde) gode sommervejr, skal du tage forbi Kaffebaren på Sjællandsgade 55. Caféen har åbent i dag til klokken 22.00 og i morgen fra klokken 09.00 til 21.00.

Del artikel

Andre læser også