Café Spiret med nyheder: Bland selv brunch og kage ad libitum

Skrevet af: Michael Qureshi

Sidste år solgte Lars Helmuth populære Helmuth Bar & Kitchen.

Men han har stadig Café Spiret på Boulevarden, og der sker i den grad en masse lige nu. Forleden introducerede den kendte café søndagskonceptet med kage ad libitum inkl. kaffe, thé og saft for 100 kr.

Det har allerede fået telefonerne til at gløde på caféen, hvor den indbydende kagebuffet i den grad er blevet overfaldet, siden man startede med konceptet.

Kage ad libitum er i den grad noget som aalborgenserne er vilde med.

Nyhederne stopper ikke her. For nu præsenterer Spiret så endnu en forårsnyhed. Hidtil har en god brunch været kendetegnet af den helt rigtige sammensætning på en tallerken.

Bland selv brunch på Spiret

Men Spiret introducerer nu noget nyt. Det er en bland selv brunch, hvor man vælger imellem en masse retter på menukortet.

Derefter kan man selv sammensætte tre eller fem retters brunch. Et spændende eksperiment hvor man så kan få lige præcis det på en brunch-tallerken, som man er mest vild med.

Oftest vil der være nogen, der ikke spiser ost, fisk eller kan lide skyr eksempelvis i en brunch. Så bliver der noget, man skubber til siden. Det vil Lars Helmuth fra Spiret undgå med det nye bland selv koncept.

“Jeg synes tit, at en brunch-tallerken bliver efterladt med noget mad tilbage. Enten fordi gæsten ikke kan lide det eller bare har lyst til noget andet på dagen. Så vi vil nu tilbyde, at gæsterne selv kan “bygge” deres brunch ud fra ca. 25 lækre retter.

Der bliver i vores brunch-kort lagt vægt på veganske, vegetar, laktosefri- og glutenfri retter. Man kan eksempelvis vælge mellem 3 eller 5 retter eller ekstra tilvalg, hvis man er meget sulten,” siger Lars Helmuth til MigogAalborg.

Brunch-konceptet starter de med at køre fredag den 20. april.

Søndag med brunch og kage ad libitum

Spirets brunch priser bliver på 3 retter for 100 kr. inkl. saft eller 5 retter for 130 kr. inkl. saft. Er man mere sulten kan man lave tilvalg for 30 kr. per ekstra ret.

Lars Helmuth er glad for, at kunne præsentere flere nyheder på Spiret.

“Vi har bare haft lyst til at skabe nogle flere tiltag på Spiret og supplere det gode menukort, vi har i dag. Fri kage for 100 kr. er blevet taget rigtigt godt imod, så vi håber, at det her nye brunch-koncept også får en god modtagelse blandt aalborgenserne.

Man kan jo eksempelvis bruge en søndag herinde med både det nye brunch-kort og så vores kage-buffet bagefter,” siger Lars Helmuth.