Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Specialbutik skifter koncept: Åbner ny café i gågaden

Af Stine Kjølby Christensen

Efter næsten 4,5 år i Urbansgade gør ROMeriet klar til at tage et stort skridt fremad.

Inden længe åbner de dørene til deres nye lokation i Gravensgade – og det bliver ikke bare til en flytning, men også en spændende forvandling af konceptet.

ROMeriet, der tidligere har været kendt som en specialbutik med et imponerende udvalg af spiritus, vil nu transformeres til en mini-café … der naturligvis også sælger spiritus.

Indehaveren Michael Laubek ser flytningen som et skridt i den rigtige retning mod at lave et mere bæredygtigt koncept i midtbyen – og forhåbentlig, som så mange andre, undgå en lukning.

“Vi har haft en god tid i Urbansgade, men nu ser vi fremad.

Der er ikke nok salg i spiritus alene for os, så nu udvider vi konceptet. Her ser jeg Gravensgade som en oplagt mulighed,” udtaler han.

Café ROMeriet forventer at åbne den 10. september.

Specialbutik skifter koncept: Åbner ny café i gågaden

Hyggelige og uformelle omgivelser

Det nye ROMeriet vil ikke blot være en butik, men også med integreret café, hvor gæsterne kan nyde en kop kaffe eller te fra det populære mærke Østerlandsk Copenhagen.

Der vil være mulighed for at sidde ved caféborde både indenfor og udenfor – to foran lokalet og et i den hyggelige baggård.

Her kan man forkæle sig selv med en lokal surdejsbolle med ost, rullepølse – og selvfølgelig de kendte romkugler lavet med ægte rom.

Derudover kan gæsterne se frem til at kunne lave sin helt egen romsmagning ved bordet.

“Vi får nogle specialdesignede dækservietter med fire felter, hvori vi kan servere fire forskellige rom. Så kan man læse om dem på felterne, og på den måde lave sin egen lille smagning.

Det er generelt hele tanken med det nye sted – at det skal være hyggeligt og uformelt,” siger Michael Laubek.

Stemningen understreges naturligvis af både nye og gamle møbler, der tilsammen allerede nu har givet en virkelig fin og varm stemning til de tidligere frisørlokaler.

Specialbutik skifter koncept: Åbner ny café i gågaden

Nyt liv i Gravensgade

Den lille gågade tæt ved Vesterbro har ellers haft sine udfordringer det sidste stykke tid – hvilket betød, at interesserede lejere har haft et bredt udvalg af lokaler.

Med ROMeriets flytning håber Michael dog, at det også kan trække andre til området.

“Budolfi Plads og den ende af Algade er jo virkelig blomstret op med vinbar og restauranter, så det håber jeg kan rykke med ned i Gravensgade,” forklarer han.

Han påpeger desuden, at sygehuset jo snart flytter fra Reberbansgade/Urbansgade, hvor ROMeriet ellers har haft adresse.

“Jeg tror, at det får betydning for butikkerne, når både sygehuspersonale og pårørende forsvinder fra kundekredsen.

Derudover starter et nyt byggeri jo også i området – så jeg er personligt glad for vores beslutning om at rykke nu,” siger han.

Del artikel

Andre læser også