Lille scene, store oplevelser: Café Ordgeist inviterer til fede events i foråret

26. oktober 2023 var en stor dag i Skipper Clement Gade nummer 1.
Her åbnede kæresteparret Claus Nivaa og Mia Bønløkke Thomsen nemlig Café Ordgeist i de gamle Downtown-lokaler, hvor der i over 40 år er blevet langet kolde øl, røverhistorier og godt humør over bardisken.
Ambitionen med Ordgeist har fra starten været at skabe et helt nyt sted i midtbyen, hvor kunst, poesi og musik står i centrum.
Nu har caféen efterhånden 1,5 år på bagen, og Claus og Mia kan kigge tilbage på en både hård og udfordrende – men også fantastisk – tid.
“Vi har jo bygget det her lille kulturhus op fra bunden, og det har sgu kostet både blod, sved og tårer. Men det har været det hele værd,” fortæller Claus.
Har mistet deres største talerør
Claus og Mia har eksempelvis brugt meget tid på at opbygge en trofast følgeskare på Facebook – men onde kræfter har sat en stopper for at udbrede deres budskaber på den kanal.
“Vi er simpelthen blevet hacket og har mistet vores største talerør. Det er vi naturligvis vildt ærgerlige over, men der er desværre ikke så meget at gøre ved det,” siger Claus.
Café Ordgeist har oprettet en ny Facebook-side, som de håber, at nordjyderne vil følge, så de kan holde sig opdateret på de mange fede events, der er i støbeskeen.

Nordjyderne elsker de unikke events
Det er netop på event-delen, at Claus og Mia har mærket, at de virkelig kan gøre en forskel for Aalborgs kulturliv.
“Vi har mange stamkunder, der kommer ind for at nyde en friskbrygget kop øko-kaffe, lækker kage, en god bog og måske lidt tiltrængt ro.
Men vi har også opdaget, at flere og flere får øjnene op for, at vi tilbyder nogle helt særlige events, som man ikke lige ser magen til i byen,” forklarer Claus.
Ordgeist tilbyder intime rammer for events, da der kun er plads til 65-70 personer.
På den hyggelige scene kan du opleve alt fra improteater til fredagsjazz, foredrag – og koncerter med store verdensstjerner.
“Vi vil gerne være en legeplads for Aalborgs spirende kulturtalenter, men også samtidig tiltrække nogle af de største kulturpersonligheder – både fra Danmark og udlandet.”
Senere i dag, torsdag d. 20. marts, kan man eksempelvis opleve en af landets største digtere, Søren Ulrik Thomsen, og senere på foråret den amerikanske sangerinde Josefine Foster, der blandt andet er kendt for titelnummeret “I’m a Dreamer” fra Netflix-serien End of the F**ing World* fra 2017.

“De er helt vilde med Ordgeist”
Tidligere har Claus og Mia også lokket store stjerner som Cerise og Steve Gunn til den lille café.
Men hvordan kan det lige lade sig gøre?
De historiske rammer rummer en helt særlig intim stemning, som mange af de besøgende kunstnere – også de internationale – er faldet pladask for.
“De tilbagemeldinger, vi har fået fra de store internationale kunstnere, har været helt overvældende,” forklarer Claus.
Den skeptiske læser kunne måske anfægte, at kunstnerne blot har været høflige og fyret nogle standardgloser af, som de siger i enhver by, de besøger.
Men det er langt fra tilfældet.
“Både Cerise og Steve Gunn har sagt videre til deres bookere, at de var helt vilde med Ordgeist, og nu skriver de løbende med nye kunstnere, som de gerne vil tilbyde os. Det er vi selvfølgelig meget stolte af,” siger Claus.
Aalborgs kulturliv har heldigvis opdaget den lille perle i midtbyen, og Ordgeist samarbejder nu med store aktører som Folkeuniversitetet, Ordkraft og Aalborg Kommune.
Claus og Mia har for alvor fået blod på tanden, og der er store ting i vente for resten af 2025.
De første store events her i foråret er allerede planlagt – og du kan få et udvalgt overblik her:
Forskeren og forfatteren: Søren Ulrik Thomsen og Neil Ashley Conrad (20. marts)
I samarbejde med Folkeuniversitetet Aalborg i serien Forskeren og Forfatteren, kan Ordgeist præsentere intet ringere end Søren Ulrik Thomsen og Neil Ashley Conrad.
Søren Ulrik Thomsen er en af landets største digtere. Han har bevæget sig fra at erfare et mytologisk storbymiljø i 1980’erne over et mere religiøst og erkendelsesmæssigt rum i 1990’erne, til at opnå en status som en nærmest folkelig poet i 2000-tallet.
Thomsens koncise og nøje udvalgte ord har gennem 40 år dannet sætninger om menneskets dybeste tvivl, ensomhed, dødelighed og skrøbelighed – men også om håb, kærlighed, natur og liv.
Neal Ashley Conrad vil tale med Thomsen om hans arbejde, personlige engagement og anfægtelser, der gør, at han først skriver, når noget for alvor brænder på.
Samtalen tager også udgangspunkt i Neal Ashley Conrads bog ’Kærlighed er en dråbe i havet’ om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab, der udkommer på Gads Forlag til maj.
Eventet klokken 17.00 er for længst udsolgt, men der er stadig få ledige billetter til klokken 14.00.
Impro Comedy Teater (27. marts)
Vil du opleve ægte Impro Comedy Teater, så skal du lægge vejen forbi Café Ordgeist den 27. marts.
Klokken 19.30 er Aalborgs helt eget Teater Alibi klar til at give den gas, og publikum giver point til de sjoveste scener og hjælper med at skabe et storslået – og helt uforudsigeligt – show.
Entréen koster 50 kr, og du finder mere info her.
Jazzsangerinde Sidsel Storm – feat. Magnus Hjorth (28. marts)
I marts kan du opleve jazz i verdensklasse på Ordgeist.
Sidsel Storm (f. 1982) er et veletableret solistnavn i dansk jazz. Hun vandt DPAs jazzkomponistpris i 2008 og en Danish Music Award for ”Årets danske vokaljazz udgivelse” i 2009. Hun har igennem sin karriere optrådt på et utal af scener og også på jazzfestivaller rundt om i verden.
Storm og Hjorth har samarbejdet i Storms Kvartet, så på Ordgeist kommer vi til at møde en tæt samspillet duo.
Entréen koster 135 kr., og du finder billetinfo lige her.
AZULEJOS på Ordgeist (29. marts)
Azulejos er en konstellation bestående af topprofessionelle kvindelige musikere, som gennem gruppens egne arrangementer giver et moderne udtryk til dramatiske og poetiske sange fra andalusisk jødisk folkemusiktradition.
De synger på sproget ladino (jødisk spansk) og gruppens lyd afspejler medlemmernes baggrunde i jazz/folk.
Musikken krydres også med orientalske toner og et ekko af flamenco. I maurernes Andalusien havde jøderne stor social og kulturel indflydelse.
Entréen koster 120 kr., og du finder billetinfo lige her.
Moderelementet med forfatterne Mia Degner og Julie Steen Knudsen (8. maj)
Moderelementet er en mosaik af ældre og nyskrevne tekster om den radikale erfaring, det er at skabe og drage omsorg for andre mennesker.
På tværs af generationer og litterære genrer beskæftiger de sig med fødsel, revolution, fremmedgørelse, krop, skønhed, glæde, abort, familie, blod, natur, penge, klasse og køn.
De ældre tekster er hentet fra værker af forfattere som Inger Christensen, Vita Andersen, Dea Trier Mørch, Tove Ditlevsen, Marianne Larsen, Kirsten Thorup, Amalie Skram, Pia Juul, Naja Marie Aidt, Ida Jessen og Dorrit Willumsen. De nyskrevne bidrag kommer fra 13 aktuelle forfattere, der bl.a. tæller Ursula Andkjær Olsen, Hanne Højgaard Viemose, Mikas Lang og Gry Stokkendahl Dalgas.
Teksterne er udvalgt af forfatterne Ditte Holm Bro, Mia Degner, Liv Duvå, Kirstine Reffstrup og Julie Sten-Knudsen med kærlighed og ud fra et ønske om at skabe samhørighed og et fælles rum at tænke og handle fra.
Caféen får besøg af Mia Degner og Julie Sten-Knudsen til en samtale og et oplæg om bogen og omsorg. Der vil være tid til spørgsmål og samtale med forfatterne efter arrangementet.
Entréen koster 100 kr., og du finder billetinfo her.
Josefine Foster (22. maj)
I maj får Ordgeist besøg af den amerikanske sangerinde Josefine Foster.
Hun er en helt unik sanger, der lyder som musik, du tror, du har hørt i en drøm eller på dine oldeforældres slidte shellak-plader fra 20’erne og 30’erne.
Hun har lavet samarbejde med store navne i amerikansk musik og er kendt for titelnummeret “I’m a Dreamer” fra Netflix tv-serien “End of the F***ing World fra 2017.
Entréen koster 175., og du finder billetinfo her.