Bake off på steroider: Café går all-in på nyt brødudsalg
Du kender dem måske fra de store supermarkeder.
Her bruges de store brødskabe flittigt til at sælge bake-off fra, og det er da også blandt andet dette koncept, der har gjort det svært for de klassiske bagerier at konkurrere mod kædernes store industriovne.
På KaffeFair på Strandvejen er det dog ikke noget, man lader sig slå ud af.
Tværtimod.
Et tag-selv slaraffenland
I stedet har man valgt at indhente inspiration fra dem og bruge dem i caféen i Vestbyen.
Dog stadig med det samme gode brød i, som KaffeFair er kendt og elsket for.
Det er bager og konditor Maiken Jessen, der sørger for at brødskabet er fyldt op hver morgen.
“Det kan godt være, at det ligner noget fra supermarkederne, men derudover er der vist ikke meget at sammenligne med,” siger hun med et grin.
“Men der er jo en grund til, at de store bruger dem. Brødet holder sig godt, og så giver det folk mulighed for at blande, som de har lyst til.”
KaffeFair åbner for brødudsalget kl. 8, mens selve caféen åbner kl. 9.
Det giver folk mulighed for at droppe ind og købe lidt friskbagt brød med på vej til arbejdet.
I skabet findes der flere forskellige slags boller og brød, der kan mixes på kryds og tværs. Skal det være lidt ekstra lækkert, kan man også vælge nogle bagt på italiensk durum med cheddar og jalapenos.
“Alle vores boller er koldhævet på ægte surdej og lavet af en masse lækkert økologisk mel,” siger Maiken … med økologisk mel på sit forklæde.
Også plads til de søde sager
I skabet er der også et par snaskede snegle, der både er veganske og enormt populære.
“Vores glasmontre er jo fyldt med kager, og så har vi en enkelt gærkage i skabet. Jeg valgte at lave en vaniljesnegl som modspil til byens mange kanelsnegle – og så er den tilfældigvis vegansk,” fortæller Maiken.
Udover brødskabet er der også et køleskab, der i løbet af dagen fyldes med lækre sandwich, salater og kager – der også alle kan tages direkte derfra, betales og fragtes med hjem.
“Det giver noget frihed for kunderne, at man ikke skal snakke en hel masse med ekspedienten, når man står og skal vælge. Man kan tage sig den tid, man har brug for og skal ikke stå og strække halsen indover disken for at se udvalget.
Det har der også været rigtig god feedback på,” slutter Maiken.
Brødsalget er åbent alle ugens hverdage, mens der i weekenden er lukket.
Her holder de fleste af de ansatte nemlig fri.