Café 1000Fryd beder om hjælp: Vil samle 2 millioner kr. ind
Efter måneder med bekymringer om 1000Fryds fremtid har der endelig vist sig en løsning.
Det legendariske kultursted i Aalborg, som stod over for lukning på grund af støjklager, har nu fundet deres løsning og taget initiativ til at samle ind til lydisolering.
Hele problemet opstod, da en nabo klagede over støjniveauet fra koncerterne, der oversteg de tilladte grænseværdier.
Selvom 1000Fryd spillede inden for lovens rammer, led naboen alligevel under gener på grund af manglende lydisolering i deres bygning.
For at løse denne udfordring og bevare kulturstedet har 1000Fryd nu lanceret en indsamling med et mål om at skaffe to millioner kroner til lydisolering.
“Vi har gennem den sidste tid undersøgt vores muligheder og er kommet frem til, at en renovering hernede er det bedste bud for, at 1000Fryd kan overleve som det koncertsted, det er og hele tiden har været,” fortæller Troels fra 1000Fryd til MigogAalborg.
“Vi har en akustiker, der har regnet på det, og projektet ser ud til at koste os omkring to millioner, fordi alt skal rives ned indvendigt, så vi kan få nye gulve og lofter,” siger han.
Satser ikke på en rigmand
Som et kulturelt og forholdsvis lille sted har 1000Fryd ikke lige to millioner i sparegrisen, og derfor har de nu startet indsamlingen, der forhåbentlig kan være med til at redde stedet.
Og den har da også fået en forrygende start.
“På et døgn har vi samlet 50.000 kr. ind, så det går jo strygende lige nu,” siger Troels, der af samme årsag er optimistisk omkring målet på to millioner kroner.
“Jeg tror ikke, at vi skal satse på én eller anden rigmand, der lige lægger hele beløbet, men snarere dig, mig og alle derimellem.
1000Fryd er jo folkets hus, og der er rigtig mange af de folk, der gerne vil give noget tilbage til os nu. Så det er vi meget glade for,” siger han.
Doner et beløb – og få en gave retur
Man kan donere et valgfrit beløb til 1000Fryd, men vil man have lidt retur for sine penge, kan man også det.
Donerer du 50 kr., kan du for eksempel få en håndlavet sæbe; for 130 kr. kan du få en specialdesignet tote bag; eller en specialdesignet t-shirt for 250 kr.
Har du den helt store pung fremme, kan du også få lavet din egen speciallavet øl på Bad Seed Brewing til 100.000 kr.
Alle beløb tæller, og uanset hvor meget du har doneret, får du dit navn på en takkeliste i porten – når man forhåbentlig er nået i mål.
“Vi har ingen deadline på indsamlingen, men det bliver nok engang i efteråret, den udløber. Nu må vi se, hvor langt vi når den næste tid,” slutter Troels.