Klumme af Lars Nørbach: Nordjyderne betaler for kulturlivet i København og Aarhus
Denne klumme er en del af formatet “Byens Stemmer” på MigogAalborg.
Her giver vi løbende ordet til markante aalborgensiske profiler, der deler deres egne perspektiver på byen, dens udvikling og de sager, der former vores fælles hverdag.
Denne gang handler det om, hvordan kulturmidlerne er uretfærdigt fordelt – og at nordjyderne sidder bagerst i bussen.
Ordene er leveret af Lars Christian Nørbach, direktør for Nordjyske Museer.
Lars Christian Nørbach: “Det er nordjyderne, der betaler for kulturlivet i København og Aarhus”
Hvorfor er statens økonomiske tilskud til det nordjyske kulturliv meget mindre end til kulturlivet i København og Aarhus?
Selvom vi trækker statslige kulturinstitutioner som fx Nationalmuseet og Det Kgl. Teater i hovedstaden ud af ligningen, får vi nordjyder stadig alt for lidt set i forhold til fx antal indbyggere.
Tallene er blevet lagt frem mange gange i de snart 25 år, jeg har været aktør i det nordjyske kulturliv, men meget lidt er sket.
Det handler om bosætning og arbejdspladser
Politikere har i mange valgkampe lovet, at nu skal piben have en anden lyd.
Det er for galt, flere statslige kulturpenge til Nordjylland, og nu skal der nedsættes kulturmafiaer for at få indflydelse…
Men kun meget lidt sker, når først man kommer ind i forhandlingslokalerne.
Når aftalerne foreligger, kan man konstatere, at vi nordjyder stadig sidder bagerst i bussen.
De nordjyske kulturinstitutioner må kunne forvente samme økonomiske arbejdsvilkår som resten af Danmark.
Det drejer sig ikke blot om mere og bedre kultur i vores landsdel, men i lige så høj grad om fremtidig bosætning og arbejdspladser.
Ny reform, men stadig bagerst i bussen
Sådan forholdt det sig også med den nyligt vedtagne museumsreform.
Nordjyske politikere var pavestolte over, at der med reformen kom flere midler til de nordjyske museer (primært Skagen Kunstmuseer og KUNSTEN).
I begejstringen over succesen overså man bare – ja rigtig gættet – at vi nordjyder stadig sidder bagerst i bussen.
Vi udgør 10 % af danskerne, og vi burde som sådan vel kunne regne med ca. 58 mio. kr. af de 582 mio. kr., som staten uddeler til området.
Men det blev til sølle 40 mio. kr., svarende til knap 7% af kagen.
Vores tank er dermed kun 70 % fuld, når vi hvert år i januar sætter nøglen i den nordjyske museumsbil.
Helt galt gik det med museumsreformens såkaldte prioriteringstilskud, som kulturministeren egenhændigt uddeler uden nærmere fastsatte kriterier.
Af de 70 mio. kr. fik Region Nordjylland 2%.
Hvorfor råber de nordjyske politikere ikke op over en sådan himmelråbende skæv fordeling?
Museumsreformen begunstiger altså ikke de nordjyske museer, som forligskredsen ellers hævdede, og når en stor del af de mange millioner tildeles ud fra performance på besøgstal, indtjening og forskning bliver det virkelig problematisk.
Tilskuddene er gældende for fem år, og med langt færre midler fra start spår jeg, at de nordjyske museer generelt sakker endnu længere bagud på performance – og dermed tildeles endnu færre midler fremover.
Opråb til politikerne: Vågn op!
Rygtet vil vide, at Kulturministeriet i de kommende år ønsker at lave reformer på musik- og teaterområdet.
Museumsreformen har været nævnt som en model til efterfølgelse.
Til de nordjyske folketings- og kommunalpolitikere skal der derfor lyde en helt klar og utvetydig opfordring:
Nu skal I dæleme være vågne og se at få rettet op på de kun alt for skæve fordelinger af statslige midler til det nordjyske musik- og teaterliv.
Hvis ikke det nordjyske kulturliv får samme økonomiske vilkår som resten af landet – så stem NEJ, lav sitdowns, eller hvad I nu finder på i protest.
Når ikke I sørger for lige vilkår, lader I det nordjyske kulturliv i stikken, og regningen sendes vider til nordjyderne.
På musikområdet fordeler staten på Finansloven for 2026 i runde tal 752 mio. kr. på landsplan til orkestre, kor og ensembler.
Heraf går 25 mio. kr. til Nordjylland, svarende til 42 kr. pr. borger, mens 491 mio. kr., svarende til 253 kr. pr. borger, går til Region Hovedstaden.
På teaterområdet tegner der sig et lignende billede.
De statslige tilskud til landsdelsteatrene fordeles med 76 mio. kr. til Aarhus Teater, 61 mio. Kr. til Odense Teater og 48 mio. kr. til Aalborg Teater.
Da borgerne i hele Danmark betaler den samme skat til staten, kan vi derfor konkludere, at nordjyderne finansierer en stor del af det blomstrende kulturliv i Hovedstaden og Aarhus.
Kære politikere – før sognerådspolitik
Med et nyt Folketing og nye kommunalbestyrelser fra 2026 bør tavlen være visket ren, og det nordjyske kulturliv må kunne forvente, at politikerne endnu mere indædt kæmper for vores institutioners statslige tilskud.
For hvordan skal nordjyske kulturinstitutioner kunne levere det samme kvalitetsprodukt, som i Hovedstaden og Midtjylland, når vi fra starten kører på halvtom tank?
Hvorfor finder de nordjyske kommunalpolitikerne sig i, at staten gang på gang underfinansierer driften af de nordjyske kulturinstitutioner?
Så kære nyvalgte nordjyske folketings- og kommunalpolitikere – lad venligst være med at lade jer nøje.
Før sognerådspolitik – det har København og Aarhus altid gjort – og forlang ligelig fordeling af de statslige midler til kulturen i hele landet – tak!