Klumme af Claus Nivaa: Sådan vinder Aalborg titlen som Europæisk kulturhovedstad

Denne klumme er en del af formatet “Byens Stemmer” på MigogAalborg.
Her giver vi løbende ordet til markante aalborgensiske profiler, der deler deres egne perspektiver på byen, dens udvikling og de sager, der former vores fælles hverdag.
Denne gang handler det om, hvordan Aalborg kan blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032 – hvis vi tør dele kulturmidlerne anderledes og bryde murene mellem de store og de små.
Ordene er leveret af Claus Nivaa, forfatter, idemager og indehaver af Bogcafé Ordgeist i Aalborg.
Claus Nivaa: “Mellem murene – Sådan vinder Aalborg titlen som Europæisk kulturhovedstad”
”Når man er klemt inde i et kram…” – Tonerne og ordene fra Annika Aakjær toner ud i og hen over gårdhaven bag Nordjyske Bank på Torvet 4 i gårdhaven bag Nordjyske Bank.
Flere hundrede publikummer har klemt sig herind og klapper begejstret over one time tracket leveret lige her udendørs i sollyset til Between the Walls Vandrekoncerten.
Det er sommeren 2032, og solen skinner over Aalborg.
Aakjær har lige sat poetiske ord på gavlmaleriet bag hende og bandet.
Det bærer titlen ”Tilsammen” og er lavet af hollandske TELMO.
Det er et værk fra Aalborgs mest berømte og globalt anerkendte kunstkoncept, Out in the Open, ved Galleri KIRK.
Between the Walls er et tværæstetisk mega-projekt, hvor Aalborgs bedste musikprofiler fortolker hver sin street art gavl fra Out in the Open og nu spiller en fortolkning af selvsamme billedværk lige foran det med et live publikum.
Et publikum som vandrer rundt til street art gavlene, hvor musiknavne som Aakjær, Pernille Rosendahl, Cort Lunde, Svaneborg Kardyb, Hjalte Ross, Casper Dybdahl og mange mange flere venter ved hver sin gavl og spiller hver sin fortolkning.

Det hele præsenteres i en coverbook med dronebilleder af Aalborg og gavlværkerne, sangtekster fra alle Aalborg-musikerne og portrætbeskrivelser af de udenlandske street art kunstnere og af musikerne.
Hver musikalske street art-fortolkning kan høres via QR-koder i selve cover-bogværket og ved koder placeret ved gavlene.
Den samlede herlighed dækkes ovenikøbet af dokumentarfilmen ”Between the Walls – Aalborg”, der produceres under Vandrekoncerten.
Konceptet nedbryder murene mellem kunstarterne og viser ind helt konkret i Aalborg bys byrum og arkitektur.
Og det er blot et blandt mange stærke tværkunstneriske projektet, mens Aalborg er Europæisk Kulturhovedstad i 2032…
ORDKRAFT 2026 på Nordkraft i Aalborg er just overstået her i den forgangne weekend og det med det mest interessante program, jeg længe har set.
Nordiske stort profilerede forfattere, regionale poeter, fællessang, musikalske indslag og minikoncerter, debatter om geopolitik og Norden, stærke moderationer på alle Nordkrafts scener.
Selv var jeg så heldig at moderere bl.a. islandske Einar Már Gudmundsson, danske Iben Mondrup og Jesper Wung-Sung om meget forskellige nye værker, de just har udgivet.
ORDKRAFT er netop dét, der giver mig håb for, at Aalborg måske kan vinde værtskabet over Europæisk Kulturhovedstad, selvom man som midtjyde i byen nogle gange kan tænke: Der skal ske del, før det kan lade sig gi’ sig!
Her tænker jeg ærligt over den lidt mådeholdne, nordjyske form, som kan være fornuftig indimellem, men hvis man skal være internationalt ambitiøs, må man også turde noget, være åbne, nysgerrige og ville satse, ikke helgardere.
Men ORDKRAFT viser virkelig vejen: for her samarbejder AKKC, Foreningen Ordkraft, Biffen Art Cinema, et væld af sponsorer og fonde, masser af seje frivillige, Teater Nordkraft, Kaffé Fair, Skråen osv. osv. om en virkeligt stor og flot ord- og litteraturfestival med internationalt tilsnit.
Jeg modtog på ORDKRAFT 2026 Ordkraft Spireprisen for mit forfatterskab og mit arbejde med at formidle ordets kunst på mangeartede og nytænkende måder bl.a. via min og min kæreste Mias bogcafé Ordgeist i hjertet af byen.
I min takketale lavede et jeg poetry slam-digt med musikalsk støtte, der ordspillede på ordet ”spir”, hvor mantraet lød:
”Det handler ikke om Spir. Men om at spire og inspirere. Imperativisk neologisme dikterer mig frem til ordet: Inspir! Mens jeg peger på dig, dig og mig selv! … Det handler ikke om Spir. Men om at spire… Sammen”.
Skal Aalborg som Europæisk Kulturhovedstad 2032 og store, seje tværkulturelle projekter som ”Between the Walls” lykkes, så skal murene mellem de faste, store kulturinstitutioner i byen, de mindre venues, kulturforeningerne, ildsjælene m.fl. brydes ned, og midlerne, spirene, skal arbejde mellem udøvere og kulturstederne.
Der er afsat over 80 mio. kr, så en god plan kunne være at fordele noget fast ekstra fra dem til de store steder og give resten ud i puljer til de mindre, lidt friere kræfter, men alt sammen med det opdrag, at alle skal sammentænke ideer på tværs af hinanden, af kunstarter, af byen, af region Nordjylland.
Det er ikke tilfældigt, at Annika Aakjær i min forestillede vandrekoncert, mellem alle street art murene fra Out in the Open, valgte værket med titlen… ”Tilsammen”!