Byens bedste?: MUMS er klar med ny Crispy Chicken-burger
Aalborgenserne er ikke i tvivl.
MUMS på Gugvej kan virkelig finde ud af at lave en god burger.
Til Aalborg Awards 2024 løb de nemlig med titlen som Byens Bedste Burger.
Sådan en titel forpligter, og MUMS har bestemt ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene.
Nu er de klar med næste stjerneskud på burgerhimlen.
I de næste fire uger kan du sætte tænderne i en ny Limited Edition-burger med det mundrette navn Sweet Chili Chicken Burger.
Sådan smager den
MUMS’ nye burger er på menuen fra i dag … så vi har naturligvis allerede været forbi for at teste vidunderet.
Sweet Chili Chicken Burger består af en Happy Chicken kyllingeinderfilet paneret i en særlig kokospanering.
Derudover finder du smeltet cheddarost, hvidløg-chilimayo, frisk salat, sprøde danske rødløg og sød chilisauce i burgeren.
Ethvert burgersted med respekt for sig selv, har naturligvis også en kyllingeburger på menuen, og de største fastfood-giganter har alle taget kampen op om at lave den bedste, sprødeste og mest saftige sprøde kyllingeburger.
Men de får altså kamp til stregen med MUMS’ nyeste påfund.
Om det skyldes de særligt udvalgte råvarer, de dygtige kokke eller den særlige panering, er svært at afgøre, men vi kan konstatere, at den friterede kyllingebøf er både saftig, velsmagende og sprød.
Når man så kombinerer det med smeltet cheddar, masser af mayo. sprød salat og en god bolle, så er du sikret en god crispy chicken-burger.
Det særlige ved denne kyllingeburger er, at den også har fået selskab af en omgang sweet chili-sauce, som mange nok kender fra det asiatiske køkken.
Hvis du er bange for chili, så behøver du på ingen måde at frygte den nye burger, for den er på ingen måder stærk.
Sweet Chili-saucen bidrager blot med lidt sødme og et meget blidt chili-kick, som på ingen måde brænder i munden.
Er du en hund efter stærk mad, så skal du nok bestille din burger med en ekstra omgang chili!
Sweet Chili Crispy Chicken-burgeren er på menuen fra Uge 40-44.
Du får burgeren til 109 kr., mens du for 129 kr. får burger, fritter og to dips.