Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Når temperaturen overstiger 15 grader, begynder vi utvivlsomt at længes efter en køligere kaffedrik end normalt.

Heldigvis findes der utallige fantastiske muligheder for at få sit daglige koffeinfix i en mere forfriskende form her i Aalborg.

Med hjælp fra vores dedikerede følgere har vi nøje udvalgt 10 steder, som I bør besøge denne sommer.

Disse kaffedestinationer spænder fra de mere klassiske til de mere skæve og usædvanlige, men én ting har de alle til fælles: De er drevet af passionerede og kyndige baristaer, der virkelig forstår deres håndværk.

Måske har vi overset en skjult wonder-iskaffe et sted, som I mener, bør tilføjes til listen? I så fald må I gerne tilføje den i kommentarfeltet på Facebook.

Den eksklusive: Butik Gejst

I Øgaden ligger en lille perle, der i den grad er værd at tage en lille smuttur væk fra midtbyen for.

Udover at Butik Gejst sælger alverdens unika inden for både keramik, illustrationer og tøj, så har de også diverse lækkerier på adressen. Blandt andet en særlig iskaffe, der altid bliver anbefalet af vores følgere … og det forstår vi godt.

Den populære iskaffe består af et dobbelt espressoshot, der (meget vigtigt!) kommer fra Gejsts kaffeleverandør “Kaffeselskabet”, der er meget nøje udvalgt. Derudover er der tilføjet intet mindre end to slags karamelsirup, sødmælk og isterninger.

Smagen var virkelig luksuriøs for et par karamelsvin som os – dog en anelse til den søde side, uden at give os sukkerchok i flere timer efter.

Er du ikke til (ko)mælk, kan du uden problemer bestille den med havredrik.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den ekstravagante: Kochs Kaffebar

Udover at have byens nok hyggeligste tagterrasse (jo!), så har Kochs Kaffebar også en iskaffe, der er værd at spilde kalorier på.

Der er tale om den “Ægte Iskaffe”, som Kochs Kaffebar ynder at kalde den på menukortet.

Denne badboy består af vaniljeis, espresso, mælk og chokoladesauce … Jep, hverken mere eller mindre.

Med denne iskaffe bliver du rodet ud i noget værre svineri – den er nemlig så proppet med lækre ingredienser, at den næsten ikke er til at styre. Til gengæld er den hele postyret værd.

Er du til den helt søde, helt overdrevne og kolde slags iskaffe, så er Kochs Kaffebar ikke noget dumt sted at sætte kursen.

Den ægte vaniljeis smager godt igennem, og der er næsten mere tale om en dessert end sådan en kaffe, man lige tyller ned kl. 9 om morgenen – afhængig af, hvor frisk du er naturligvis.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den frække: Buens Bogcafé

Buens Bogcafé har med sit anderledes koncept i den grad vundet mange aalborgenseres hjerte.

I bund og grund arbejder Buens Bogcafé ud fra den overbevisning, at der hos dem skal være plads til alle – og det er der.

Der er også plads til Salty Bottom Bitch. Og trods det lidt spicy navn, så er hun faktisk ret så sød.

Iskaffen består af dobbelt espresso shot, saltet karamel-sirup, karamelsovs, mælk, flødeskum og karamelkrymmel.

Som ingredienslisten nok afslører, så er BBC’s iskaffe til den søde side. Mildt sagt.

Den smager dog virkelig lækkert, men havde du ikke regnet med, at en uskyldig iskaffe skulle erstatte et helt måltid, så er det nok ikke denne, du skal gå med.

Men apropos det med, at der skal være plads til alle, så skal Buens Bogcafé have stor ros for, at deres iskaffe uden problemer kan laves på havremælk og med vegansk flødeskum.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den billige: Normal

Normalt er det oftest ikke et kompliment at blive kaldt billig. Men det tillader vi os alligevel at gøre med Normals iskaffe.

For ikke længe siden åbnede Normal en kaffebar integreret i butikken i Algade, og her var konceptet ganske enkelt: God baristakaffe til billige penge. Det må man sige, at de har levet op til.

Hos Normal kan du nemlig få en iskaffe til intet mindre end 12 kr.

Som de forkælede r*vhuller, nordjyder jo er, så vil vi gerne have kvalitet, men helst uden at betale for meget for det.

Det kan vi heldigvis få hos Normal, der bruger bønner fra anerkendte Kontra Kaffe samt den samme slags mælk, man finder hos de fleste andre kaffebarer.

Ønsker du dobbeltshot koster det 3 kr. ekstra, mens sirup kan tilføjes for en flad femmer. Dermed kommer en “standard” iskaffe op i en pris på 20 kr.

Smagsmæssigt kan Normal også sagtens følge med de andre i byen, og er du eksempelvis en fattig (studerende?), så er der absolut ingen grund til at fyre flere penge i en iskaffe, end den du kan få hos Normal.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den søde: Penny Lane

Der er næsten ikke den ret, man ikke kan tilføje Nutella til og med det samme tænke “Lækkert!”.

Det gør sig i hvert fald gældende for Penny Lanes friske bud på en iskaffe, hvor man har valgt at blende det brune guld med de øvrige elementer som espresso, isterninger og mælk.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi på forhånd blev lidt kvalm ved tanken om blendet Nutella, men det blev hurtigt gjort til skamme.

Allerede ved første sugerørs-sug havde vi nemlig svært ved at smage andet end en (god) gennemtrængende smag af kaffe, men da der lige blev rørt rundt et par gange, kom Nutella-smagen helt blidt til syne.

Konsistensen var dejligt cremet, hvilket jo nok også skyldes den brune, fløjlsbløde gudespise, der var rørt sammen med de ellers flydende ingredienser.

Et virkelig godt og lækkert bud på en iskaffe, der både smager af kaffe og dessert – på den ikke-kvalmende måde.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den bedste?: Fru Ronne

Den lille kaffebar og specialbutik i Reberbansgade bliver altid nævnt et utal af gange, når vi (helt forsigtigt!) spørger om jeres favorit-iskaffe.

Derfor lagde vi naturligvis også vejen forbi, da denne guide skulle laves.

Hvad Fru Ronnes legendariske iskaffe består af, er en velbevaret hemmelighed – men vi kunne da få ud af dem, at det er noget med espresso … og en masse vanilje … der blendes sammen.

Smagen er dejlig sød af vanilje, men ikke på den kvalmende måde. Og det endda på trods af, at du også kan vælge mellem enten karamel- eller chokoladesovs som syndig tilføjelse.

Konsistensen er dejlig tyk, hvilket blot forlænger nydelsen, og gør Fru Ronnes bud på byens bedste iskaffe til nærmere en shake end “bare” en kold kaffe.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den stærke: Fru Søgaard

Fru Søgaard er ny i gamet i Aalborg, så selvfølgelig skulle de også have en chance for at præstere på iskaffe-fronten.

Iskaffen består af dobbelt espresso, valgfri sirup, vaniljesukker, mælk, isterninger og vaniljeis og blendes sammen. Herefter toppes med flødeskum.

Fru Søgaard foreslår selv, at man opgraderer med 4 cl. Baileys samt chokosauce. Det gjorde vi selvfølgelig.

Sidstnævnte blev serveret on the side, så vi kunne smage iskaffen uden først. Og her var vi ikke blown away.

Smagen var egentlig meget neutral, og udmærkede sig ikke synderligt – i hvert fald ikke før, vi fik tilføjet Bailey. Og BAM!

Vi har aldrig hørt eller tænkt over, at Bailey skulle kunne noget særligt i en iskaffe, men det kunne det altså.

Den fik tilføjet lidt ekstra sødme – faktisk så meget, at vi godt kunne have undværet chokoladesaucen og flødeskummen, og bare nøjedes med den brune karamelkomet.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den nørdede: Behag Din Smag

Ingen iskaffe-guide uden Behag Din Smag – sådan er dét bare!

Hvert år præsenterer kaffebaren på Gabels Torv en særlig sommermenu med eksklusive kolde drikke, og i år er selvfølgelig ingen undtagelse.

Denne gang er der endda en nyhed på kortet i form af den såkaldte BDS Blend, der skal konkurrere mod vores favorit “Iced Latte”, der blandt andet har hjemmelavet vaniljesukker på ingredienslisten.

BDS Blend er kendetegnet ved sin ekstra styrke i form af det dobbelte espressoshot samt espressosirup, der dermed skulle danne et godt grundlag for en gennemtrængende kaffesmag – og det gjorde det også.

Det er jo normalt ikke en selvfølge, at iskaffe smager meget af kaffe pga. de ofte søde elementer, der er tilføjet, så det var utrolig lækkert, at denne så gjorde.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den klassiske: Lagkagehuset

Faktisk smagte Iced Latte nærmest kedeligt ved siden af BDS Blend’en – og kender og elsker man den som os, så ved man, at det er et meget stort kompliment.

De fleste forbinder nok Lagkagehuset med lækkert bagværk – men de kan meget mere end dét.

På menuen er nemlig også én slags iskaffe, hvilket egentlig var en lettelse, at man for én gang skyld ikke skulle forholde sig til en 30 km. lang liste over valgmuligheder.

Noget af det særlige ved Lagkagehusets iskaffe er, at den altid laves på tripple shot og af Lagkagehusets egen kaffeblanding. En stærk, men god, fætter!

Derudover får du tre scoop sirup, hvilket samtidig gør den meget sød. Vi valgte dog at nedgradere til blot et enkelt scoop, hvilket for os gav den perfekte balance mellem det søde og det bitre.

Til Lagkagehusets iskaffe kan nævnes, at du som studerende får 30% rabat på dine drikke mod fremvisning af studiekort – og det er da værd at tage med!

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Den dristige: BreadByKaerup

Tidligere på måneden kunne vi afsløre af BreadByKaerup har udvidet mikrobageriet betragteligt på kaffefronten. Det kan du læse meget mere om her.

For det fantastiske bageri i Vestbyen laver ikke bare noget af byens bedste brød – og de vildeste kager.

Når der langes kaffe over disken, er det naturligvis også af den bedste kvalitet.

BreadyByKaerup bruger udelukkende de udsøgte bønner fra Prolog Coffee, der er anerkendt som noget af det bedste kaffe, du overhovedet kan opstøve i Danmark.

Iskaffen, som vi har udvalgt til denne guide, er en lidt utraditionel en af slagsen (selvom du naturligvis også kan få mere klassiske iskaffe-varianter).

Det er nemlig intet ringere end en Espresso Tonic. Den forfriskende sommerdrik er blevet mere og mere populær, og hvis du elsker en god Espresso Tonic, er der ingen tvivl om, at du skal lægge vejen forbi bageriet mod vest.

I BreadyByKaerup’s udgave er espressoen parret med Fever-Tree’s rabarber og hindbær tonic.

“Jeg var faktisk skeptisk til at starte med, da min barista Katja serverede den for mig første gang. Men da smagte den, så var jeg ikke i tvivl om, at den skulle på kortet. Den smager bare af sommer,” forklarer William.

10 gode bud: Her får du (måske) byens bedste iskaffe

Del artikel

Andre læser også