Efter vild vækst: Populær butik i Nørregade ændrer kurs
Der er gang i den i Nørregade.
En gade, der for få år siden lå stille hen, er nu ved at live op igen.
I sidste uge åbnede en ny specialbutik, og de blev mildest talt væltet bagover af interesserede aalborgensere.
Læs også: “Jeg tror, det bliver en stor succes”: Ny specialbutik er åbnet i Nørregade I denne uge er der endnu engang nyt fra gaden, og denne gang kommer det fra Tobias Greens mor, der har Majkens Hylde lige på den anden side af gaden.
I slutningen af 2024 åbnede hun specialbutikken med franske specialiteter på hylderne, og siden er hun blevet dén, man går til, hvis man vil have en lille bid af Frankrig midt i Aalborg.
Langsom udfasning
Siden er Majkens forretningseventyr dog vokset.
I 2025 var hun nemlig også med til at åbne The Daily Brew lige overfor butikken.
Oprindeligt var tanken bare et lille, hyggeligt kaffebar-projekt, men succesen stak hurtigt af.
“Vi havde nok ikke lige forventet, at det blev så vildt,” siger hun med et grin.
Læs også: Kæmper med køer: Nu udvider populær kaffebar Den store succes betyder nu også, at der sker ændringer i det, der ellers er Majkens hjertebarn – hylden.
“Den egentlige forklaring er jo, at jeg ikke kan holde til det her tempo længere,” erkender hun og fortsætter:
“Derfor har vi valgt, at Majkens Hylde i den kommende tid skal ændre karakter.”
Det betyder dog ikke, at butikken pludselig skal være noget helt andet eller på sigt lukke – overhovedet.
“Vi piller ikke skiltet af og kalder den The Daily Bakery.
I hvert fald ikke endnu,” siger Majken med et grin.
Sortimentet skæres til
I stedet er planen at gøre hverdagen lettere, både for kunderne og for dem selv.
Fremover skal Majkens Hylde i højere grad bruges til brødsalg, så kunder, der bare skal have boller og brød med hjem, ikke nødvendigvis skal stå i lang kø ovre hos The Daily Brew på den anden side af gaden.

For det er blevet et meget konkret problem i hverdagen.
“Nogle står jo som nummer 20 i køen, og skal egentlig bare have et par boller.
Det vil vi afhjælpe med at flytte brødsalget,” siger hun.
Derfor bliver der nu åbnet op for et mere enkelt takeaway-koncept på den anden side af gaden.
Her bliver fokus først og fremmest på brød og boller, og senere kan der også komme kager, mel og kaffe til.
Delikatesserne forsvinder ikke helt, men sortimentet bliver skåret til.

Majken vil fortsat stå for de særlige varer, hun selv henter hjem fra Frankrig, mens ost og pålæg stille og roligt fases ud.
“Jeg er ikke klar til bare at lukke ned, så vi lirker lige plasteret af stille og roligt,” siger hun.
Vil ikke slides ned
Det nye setup skal også være med til at gøre forretningen på den anden side af gaden mindre sårbar.
For efter en periode, hvor meget er blevet løst akut undervejs i kaffebaren, er tiden kommet til at tænke mere langsigtet.
Hvordan skaber man en forretning, man faktisk kan holde til? Hvordan fordeler man presset bedre? Og hvordan sikrer man, at succesen ikke ender med at slide det hele ned?
Det er nogle af de spørgsmål, Majken, Henrik og resten af holdet nu prøver at svare på med den nye retning.
Fra nu af bliver der derfor åbnet for brødsalg hos Majkens Hylde fra 11 til 17.30, så længe der er varer.
Det er kun til at tage med, og man kan ikke få noget smurt.
Kvalitet koster
Der kommer også nye priser.
Bollerne stiger med to kroner og kommer til at koste 10-12 kroner stykket, mens brødene går fra 40 til 45 kroner.
Forklaringen er ifølge Majken ligetil: Råvarerne er gode, efterspørgslen er høj, og de vil ikke gå på kompromis med kvaliteten.
Så selv om Majkens Hylde i den kommende tid kommer til at se lidt anderledes ud, er tanken den samme som den har været hele vejen igennem.
Det skal være enkelt, godt og noget, der gør hverdagen lidt lettere for aalborgenserne.
“Og så skal vi til at kigge på, hvordan vi skaber en mere bæredygtig forretning, for os allesammen.
Vi har virkelig travlt, og det er da lidt hårdt i længden – så nu justerer vi på det, vi kan, for forhåbentlig at gøre det lettere for os allesammen,” slutter hun.


