Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mad i massevis: Disse steder kan du få lækker buffet i Aalborg

Af Aske Bisgaard Pedersen
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Er din livret også buffet?

Det er i hvert fald oplagt for den ubeslutsomme restaurant-gænger, der får sved på panden, når der skal bestilles a la carte.

Du studerer menukortet i evigheder, kun for at fortryde dit valg, så snart tallerkenen rammer bordet.

Men frygt ej!

Til alle ligesindede madnydere har vi lavet den komplette guide til buffet i Aalborg.

Her finder du en række fantastiske steder, der byder på alt fra asiatiske lækkerier til kød og sovs i massevis.

Restaurant Flammen

Er du til kød, kød og mere kød? Og måske en bette kartottel som sidevogn ledsaget af en sovse-tsunami?

Så er du kommet til det rette sted i hvert fald, for Flammen får det kødelskende hjerte til at banke hurtigere.

Med deres ‘all you can eat-koncept kan du gå i grillbuffeten, hvor der er mindst 15 slags kød, og fylde tallerkenen med udskæringer af de mange slags kød, pølser, gryderetter og hvad der ellers måtte friste din kødhungrende mavse.

Der er alt lige fra kalvecuvette til vildsvin, kænguru, andebryst, krondyr, go’e ben og MEGET mere.

Hvis du ikke “har en aftale med kaninerne”, er salatbaren også et besøg værdig, så du kan balancere dit kødorgie med en frisk portion grønt – eller bare noget feta.

Der er med andre ord noget for enhver smag, så der er ikke noget at sige til, at det er en af de mest populære buffeter i Aalborg.

Mad i massevis: Disse steder kan du få lækker buffet i Aalborg
Foto: Simone Kjølby Christensen

Det er ikke kun maden, der er i orden. Flammens personale er venligt og altid parat til at fortælle om buffetens store udvalg.

Restauranten, der ligger på Østerågade 27, er for nyligt blevet nyrenoveret med en intim og hyggelig stemning.

Den helt store buffet hos Flammen koster fra 229 kroner pr. person.

Restaurant Sanya

Er kinesisk buffet for dig som en juleaften uden ende?

Så er der garanti for, at dine hedeste madønsker bliver opfyldt – og ligesom juleaften en udpræget chance for at overspise.

Mad i massevis: Disse steder kan du få lækker buffet i Aalborg

For Restaurant Sanya har alt det, der kendetegner en klassisk kinesisk buffet; frisklavet sushi (og ja, vi ved godt, sushi er japansk), mongolian barbecue, suppe, 16 varme retter med bl.a. indbagt kylling, kylling i karry, oksekød i rød karry og meget mere.

Der er også en stor salatbar, så du kan overbevise din fornuft om, at lidt ærter og agurk udligner kalorieindtaget fra den store tallerken med indbagte rejer, du lige har fortæret.

Derudover er der frisk frugt, lidt kage og abemad til dessert, hvor du også kan besøge (og bruge) kaffemaskinen lige så meget du vil.

Restauranten på Rendsburggade 18 er ganske indbydende, og hvis du sætter pris på fisk ikke kun som sushi, kan du passende bede om et bord ved et af restaurantens akvarier.

Hele den eksotiske buffet-rejse kan erhverves fra 168 kroner pr. person.

Min Jiang (Vestbyen)

Er du hungrende efter en kinesisk buffet og bosiddende i Vestbyen, kan du booke bord hos Min Jiang.

Den ligger på Strandvejen 35C mellem Kvickly og Vestby Station, og her går ingen fra med sulten mave.

Restauranten har en indbydende indretning oplyst af farverigt lys.

Hos Min Jiang finder du også alle klassikerne lige fra sushi, en masse lune retter, fritureindbagte lækkerier, mongolian barbecue, pekingsuppe og stor salatbar.

Middagen kan afsluttes med varm kop te eller kaffe, og dessertmaven kan mættes med is ad libitum.

Aftenbuffeten kan nydes fra 168 kr. pr. person, og børn under 12 år spiser til halv pris.

Er du den tørstige type, kan du for i alt 339 kr. foruden buffeten få drikkevarer ad libitum, der inkluderer fadøl, husets rød- og hvidvin, sodavand og vand.

Mad i massevis: Disse steder kan du få lækker buffet i Aalborg

Tian Fu (Shoppen, City Syd)

Hvis du bor i Svenstrup eller er med familien i City Syd, og sulten melder sig, er Tian Fu et godt bud.

Den ligger i Shoppen lige ved biografen, så det er også det oplagte sted at få stillet sulten, inden I skal se den nyeste blockbuster på det store lærred.

Tian Fu er også en klassisk kinesisk buffet-restaurant.

Her kan du til en start smage på to forskellige supper og dykke ned i udvalget af frisklavet sushi. Derudover er der 20 forskellige kinesiske retter, der naturligvis inkluderer indbagt kylling og rejer.

Salatbaren kan du søge tilflugt i, når du har fået for meget friture.

Mad i massevis: Disse steder kan du få lækker buffet i Aalborg

Der er også mongolian barbecue, hvor du kan fylde tallerkenen med diverse lækkerier og få dem lynstegt.

Hele herligheden kan afsluttes med lidt frisk frugt.

En tur i aftenbuffeten koster fra 188 kr. pr. person, og børn under 11 år spiser til halv pris.

Restaurant The Grill (Maximum, City Syd)

Hvis du er i City Syd, og lysten ikke er til det asiatiske køkken, er Restaurant The Grill en buffet-mulighed.

Specielt hvis I er forbi til en gang minigolf eller bowling i Maximum, hvor restauranten også ligger.

Her disker The Grills kokke op med frisklavet mad, hvor der er gjort lidt ekstra ud af anretningen, og forretterne er et ta’-selv-paradis.

Der er flere slags stege, der bliver skåret i de mængder, du har lyst til, og ellers kan du frit vælge mellem de mange varierende og sæsonprægede retter.

Mad i massevis: Disse steder kan du få lækker buffet i Aalborg
Forretter fra Restaurant The Grill. Foto: MAXIMUM

Buffet hos The Grill koster fra 199 kr. pr. person, og børn under 12 år spiser gratis.

Hvis man vil forbi Bowl N Fun og lave strikes oven på et måltid ad libitum hos The Grill, lyder anbefalingen på at holde bare lidt igen, da man ellers risikerer at trille lige så meget som bowlingkuglen.

Seaport

Nu, hvor vi alligevel er omkring bowling, vil det selvfølgelig være forkert ikke også at nævne Seaport.

Med deres “buffet og bowling”-koncept er scenen ligesom sat for en aften i hyggens (og mæthedens) tegn.

Udvalget i buffeten varierer, men der er altid masse forskellige retter.

Mad i massevis: Disse steder kan du få lækker buffet i Aalborg
Foto: seaport.dk

Der burde være garanti for, at du bliver mæt, hvad end du er til salat, kød, pizza eller pasta.

Buffeten hos Seaport koster fra 149 kroner pr. person, og børn kan spise for 69 kroner.

For ekstra 299 kroner pr. person kan man tilkøbe øl, vin og vand ad libitum. Det gælder.i tre timer, som det typisk tager for en omgang buffet og bowling.

Om buffeten tager kegler, må du selv afgøre…

… men for bare 20 kr. ekstra pr. mand kan du tilkøbe en times bowling.

Del artikel