Et perfekt match: Nu kan du få Brownie Iskaffe i Aalborg

Allerede i den helt tidlige sommer (nærmere bestemt den 9. maj) præsenterede Penny Lane en helt særlig nyhed i caféen.
På menuen var nemlig kommet en såkaldt “Nutella Espresso”, der – som navnet antyder – består af de klassiske elementer som isterninger, mælk og selvfølgelig et espresso-shot … oooog Nutella!
Det viste sig at falde i voldsomt god jord hos vores læsere, og derfor bad Penny Lane os siden lave en konkurrence på vores Instagram, hvor I kunne stemme den næste Limited Edition-iskaffe videre.
Valget stod mellem Brownie, Twix og Træstamme, der altså skulle blendes sammen med de øvrige ingredienser … og I var ikke i tvivl: Brownie it is.
Derfor kan du nu bestille en iskaffe med Penny Lanes i forvejen voldsomt lækre brownie, blendet godt sammen med kaffe og mælk. Og vi har selvfølgelig prøvesmagt.
En perfekt kombination
Ligesom med Nutella-iskaffen var den hverken kvalmende sød eller alt for bitter, men derimod et perfekt sted lige midt i mellem.
Konsistensen var dejligt cremet, med lidt små browniestykker i, og samtidig smagte kaffen også lækkert igennem.
Iskaffen står (endnu?) ikke på menukortet, men du kan altså trygt bestille den hos Penny Lane.
Suppler eventuelt op med en lille jordbærtærte, nu hvor du alligevel er afsted.
Det er jo kun sommer én gang om året.