Påvirker trafikken i et halvt år: Gigantisk broprojekt midt i Aalborg begynder lørdag

Hvis du er træt af at holde i kø i det centrale Aalborg, så bliver der mange gode grunde til at undgå en af Aalborgs mest trafikerede veje i det kommende halve år.
Broen, som krydser jernbaneskinnerne på Vesterbro, er slidt ned, og derfor skal den nu udskiftes.
I samme omgang renoveres garageanlægget under vejbanerne på oversiden, og der bliver gjort klar til en fremtidig elektrificering af jernbanen.
Arbejdet starter på lørdag d. 26. marts og varer indtil 16. september 2022.
I 1930 stod broen på Vesterbro færdig, og siden har bilister kunne krydse jernbaneskinnerne ved Hasserisgade.
Men her små 100 år senere går den altså ikke længere.
Trods regelmæssig vedligeholdelse gennem årene er broen nu i så dårlig stand, at det ikke længere er muligt at forlænge broens levetid.
Derfor vil den gamle bro nu blive revet ned, og en ny bro vil blive opført.
“Broen er meget slidt og har længe trængt til mere end blot en kærlig hånd.
Men det har krævet et større koordineringsarbejde med Banedanmark, som ejer halvdelen af broen, og vi er derfor glade for, at det nu endelig kan lade sig gøre at udskifte broen,” fortæller projektleder Kim Brun Kristensen fra By og Land i Aalborg Kommune.
Vil påvirke trafikken
Det kan naturligvis ikke undgå at ramme trafikken, når man totaludskifter en bro på en af Aalborgs mest trafikerede veje, hvor der i gennemsnit passerer op mod 30.000 biler i døgnet.
Men Aalborg Kommune har fundet nogle løsninger, så trafikken forhåbentligt ikke går helt i stå.
“Vejbanerne indsnævres, men det vil stadig være muligt at komme over broen i ét spor i begge retninger i næsten hele anlægsfasen.
Og for at skabe det mest optimale flow i trafikken på Vesterbro, bliver Kirkegårdsgade, Hasserisgade og Prinsensgade spærret ud mod Vesterbro,” fortæller Kim Brun Kristensen.
Dog spærres der for al vejtrafik i påsken og i pinsen, hvor den gamle bro rives ned ad to omgange – først den ene halvdel, og derefter den anden.
Det drejer sig om perioden fra 13. april kl. 20 til 19. april kl. 06 og igen fra 3. juni kl. 17 til 7. juni kl. 06. I denne periode vil der også være sporspærring for togene.
Klar opfordring til trafikanterne: Kør andre veje
I hele anlægsperioden opfordrer Aalborg Kommune bilisterne til at undgå Vesterbro og i stedet finde alternative ruter.
“Uanset hvad vi gør for at få trafikken til at glide optimalt, skal du som bilist væbne dig med tålmodighed og forberede dig på kø og omkørsel – og specielt i myldretiden, vil der være noget længere rejsetid på Vesterbro.
Det vil derfor være en rigtig god ide at vælge andre veje som eksempelvis Kong Christians Alle eller Østre Alle. Og skal du krydse fjorden, så tag gerne Limfjordstunnelen,” siger Kim Brun Kristensen.
Denne opfordring gælder ikke kun bilister. For selv om cyklister og fodgængere kan passere broen det meste af tiden, så vil en fælles gå- og cykelsti være snæver på en kort strækning.
Så man skal se sig godt for og passe godt på hinanden – og allerhelst finde alternative ruter, imens den nye bro bliver opført.
Få mere information om arbejdet på Vesterbro
På Aalborg Kommunes hjemmeside kan du holde dig opdateret om projektet og se kort med alternative ruter.
Her kan du også tilmelde dig en SMS-service og få vigtige informationer om eksempelvis ændringer i tidsplanen direkte på mobilen.
Der vil også løbende blive meldt noget ud på kommunens side på Facebook.