Fuld smæk på krydderier: Nu kan du få en julesnurre i Aalborg
Det er vel de færreste mennesker, der ikke bryder som om den klassiske kanelsnegl med smør, sukker og rigeligt af julens favoritkrydderi.
Og med kardemommesnurrens indpas fra Sverige har det simpelthen aldrig været nemmere at spise varieret.
Nu er der dog kommet en ekstra snurre i familien af søde snegle, og den står BreadByKaerup naturligvis for.
Knasende smag af jul
I anledning af julen har William og Co. nemlig fremtryllet deres bud på en såkaldt julesnurre, der mest præcist kan betegnes som én stor pærevælling af krydderier.
“Den består af tonsvis af varme krydderier, man forbinder med julen,” fortæller William, mens han griner og afslører, at siruppen, som snurren er penslet med, kun gør det “endnu værre”.
Siruppen er naturligvis hjemmelavet med stjerneanis, rød peber, nelliker, kanel, vanilje, citron- og appelsinskal.
Vi har selvfølgelig testet den for jer, og skal vi beskrive snurren smagsmæssigt, vil vi kalde den … en kardemommesnurre på steroider.
Der er fuld smæk på krydderier og den knasende glace udenpå den bløde dej er virkelig lækker.
Julesnurren koster 30 kr. og fås helt frem til, at BreadbyKaerup går på juleferie.
Tag julen med hjem
Med julemusik i baggrunden og duften af søde lækkerier i luften er juleforberedelserne allerede i fuld gang i mikrobageriet.
Fra i morgen vil montren blive fyldt med lækre petit fours, herunder fransk nougat, Madeleine-småkager med hvid chokolade, vaniljekranse, cookies, specier og fyldte chokolader.
William forklarer, at fokus denne gang er på det, man kan tage med hjem, og sidste års succes med denne tilgang har inspireret til at gentage konceptet.
“Så vores kagesortiment bliver ikke vildt stort i montren, men til gengæld har vi fokus på det, man kan tage med hjem,” fortæller William.
Greatest Hits i montren
En spændende tilføjelse til sortimentet er Williams nye koncept, “Greatest Hits”.
I de kommende uger vil årets mest populære kager få en genopstandelse i bageriet, dog kun i 14 dage ad gangen.
Først på programmet er den sommerlige favorit, mango-spandaueren.
“Den kan man få i 14 dage fra i dag, før vi så udskifter den med en anden, som jeg er ret sikker på også bliver modtaget med stor gensynsglæde,” afslører William hemmelighedsfuldt.
For at holde dig opdateret på kommende “Greatest Hits” kan du følge med på BreadbyKaerups sociale medier.
Æbleskiver hver søndag
Det er ikke længe siden, at William annoncerede, at der fremover ville være søndagsåbent i det lille mikrobageri. Det skyldtes, at William endelig havde fået luft i økonomien til at fuldtidsansætte et par hænder.
“Søndagsåbent har været en kæmpe succes, og der har været lige så travlt, som vi havde forventet. Så det er rigtig dejligt,” fortæller han.
De nye åbningstider bliver selvfølgelig også markeret i den kommende tid, hvor der hver søndag helt eksklusivt bliver bagt æbleskiver.
“De er selvfølgelig hjemmelavede og helt klassiske med æblestykker indeni,” siger han.
Æbleskiverne serveres med flormelis og karamelliseret æblekompot – naturligvis.