Særlig indsats var påkrævet: Udbrød brand i Aalborg-fabrik
Der udbrød natten til tirsdag brand hos batterivirksomheden Danbrit Akkumulator A/S i Aalborg.
Branden opstod i noget blyaffald i forbindelse med virksomhedens arbejde med batterier, og netop blyet betød, at slukningsarbejdet krævede særlig håndtering.
Det skriver TV 2 Nord.
“Der var noget blyaffald i forbindelse med de her batterier, som de bygger og renoverer, der var gået ild i,” fortæller Nils Eltzholtz, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, til TV 2 Nord.
Indsats varede i fire timer
Alarmopkaldet kom klokken 01.38, og både Nordjyllands Beredskab og politiet rykkede ud til stedet.
Beredskabet var til stede med omkring ti brandfolk, og indsatsen varede cirka fire timer.
Ifølge Nils Eltzholtz nåede branden ikke at sprede sig til selve bygningen.
Branden krævede samtidig ekstra opmærksomhed, fordi der var bly involveret.
Vandet, der blev brugt under slukningsarbejdet, kunne derfor ikke bare ledes direkte ud i kloakken igen.
Det skulle håndteres på en særlig måde, da blyet afgiver syre.