Tøj og vintage: Ny børnebutik er åbnet i Aalborg

Når du slentrer gennem Aalborgs latinerkvarter, hvad vi godt tør kalde Nørregade, er det ikke skriggule tilbudsskilte og “Tag 3 for 2”-kampagner, der møder dig.
I stedet er det vinduer med nøje udvalgte varer, der lokker en særlig gruppe mennesker ind.
Dem, der søger noget unikt, som ikke findes i hverken nabobutikken eller naboens garderobe.
Nu har gaden fået endnu en butik, der hylder kvalitet og særlighed.
Mini Something er navnet, og selvom butikken ikke fylder meget i kvadratmeter, er dens univers stort nok til at rumme alt, hvad småbørnsforældre kan drømme om.

En butik med historie og hjerte
Bag Mini Something står Tine Lund, et navn, der måske allerede ringer en klokke hos mange aalborgensere.
Hun er nemlig også indehaver af nabobutikken SOMETHING by Tine Lund, der er kendt for sit håndplukkede sortiment af tøj og interiør til voksne.
“Vi har arbejdet på at åbne butikken siden oktober,” fortæller Tine Lund til MigogAalborg.
“Vi havde faktisk kig på nogle større og billigere lokaler, men min erfaring fra Nørregade er, at det kan betale sig at ligge længere oppe.
Derfor endte vi her.”

Mini Something er på mange måder en naturlig forlængelse af Tines eksisterende butik.
Her er fokus på børnetøj og interiør til de mindste – fra nyfødte til 6-årige – og sortimentet er nøje udvalgt med samme øje for kvalitet og æstetik, som kunderne kender fra SOMETHING by Tine Lund.
Håndplukket kvalitet og unikke fund
På bøjlerne hænger tidløse basisstyles fra mærker som Nørgaard på Strøget og FUB, der er kendt for deres holdbare materialer og klassiske design.

Her finder man blandt andet de ikoniske stribede bluser, der har været en garderobeklassiker siden 1960’erne, samt blødt uldtøj og strikkede futter med søde dyremotiver.

“Vi kører ikke med sæsonvarer, men mere basisstyles, der hverken går af mode eller går hurtigt i stykker,” forklarer Tines medarbejder, Lisa Alexandra Fogh Eriksen, der selv er mor til to små børn.
“Vi udvælger kvalitet, og det betyder for mange også, at man kan nøjes med færre stykker tøj.”

En passion for vintagefund
Men Mini Something er mere end bare en tøjbutik.
Butikken rummer også et udvalg af vintagefund, som Tine Lund har samlet gennem årene.
Lige fra små børnestole til unikke knager – og hvert stykke har selvfølgelig sin egen historie.
“Det er en passion, jeg deler med min mand,” fortæller Tine.
“Men til sidst gad han ikke at se på det derhjemme, så jeg måtte leje et BOXit-rum til det hele.
Men nu hvor vi har åbnet Mini Something, har fundene endelig fundet deres rette hylde.”
Et univers for de mindste – og deres forældre
Mini Something er altså ikke bare en butik, men et gennemført univers, hvor både børn og forældre kan føle sig hjemme.
Der er tænkt på alt fra et lille legeområde til de mindste til et hyggeligt hjørne, hvor mødre kan amme i ro og mag.
“Vi syntes, der manglede et sted i byen, hvor man kan finde en god barselsgave eller noget særligt til de små,” siger Lisa.
“Mange af vores kunder fra SOMETHING har efterspurgt noget lignende til børn, og vi håber, at Mini Something kan blive det sted.”
En ny begyndelse
Selvom Mini Something er en ny butik, er det langt fra Tines første erfaring med børnetøj.
For 25 år siden åbnede hun sin første børnetøjsbutik i Viborg, og nu er hun på mange måder tilbage, hvor det hele startede.
“Jeg havde ellers sagt, at jeg aldrig skulle have en børnetøjsbutik igen,” griner Tine.
“Men når man har evnerne og passionen, og efterspørgslen er der, så skylder man sig selv at prøve.”
Butikken har allerede fået en varm modtagelse, og lørdag den 15. februar inviterer Mini Something til åbningstidsreception fra kl. 14-17, hvor der vil være en lille forfriskning til de besøgende.
Du kan følge Mini Something på Instagram lige her.
Læs også: Trist nyt: Specialbutik lukker efter 25 år i midtbyen 



