Aalborgs borgmester svarer igen på kritik: “Det er mit ansvar”
Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen svarer nu lørdag eftermiddag igen på kritikken af et omdiskuteret brev til 92 restauranter, caféer og værtshuse i Aalborg.
Brevet blev sendt til spisesteder inden for kort afstand af Aalborg Kongres & Kultur Center og handlede om overenskomst.
Brevet blev sendt i slutningen af april, men sagen er blusset op igen efter Jyllands-Posten har samlet sagen op.
Brevet blev skrevet i samarbejde mellem borgmesteren og 3F Aalborg.
Det var sendt på 3F’s brevpapir, og en medarbejder fra 3F’s Aalborg-afdeling stod som kontaktperson.
Vil klage over borgmesteren
Sagen har udløst kritik, og fagforretningen Krifa har oplyst, at man vil klage over brevet og borgmesterens samarbejde med 3F til Ankestyrelsen.
En juraprofessor kalder overfor Jyllands-Posten sagen alvorlig og vurderer, at borgmesteren kan være på kant med de kommunale regler, hvis han med sin underskrift fremstår som fortaler for én bestemt fagforening.
Nu svarer Lasse Frimand Jensen selv igen i et længere opslag på sin Facebook-side.
Her skriver borgmesteren, at han som borgmester har ét klart fokus.
At skabe vækst, arbejdspladser og aktivitet i Aalborg Kommune som grundlag for velfærden.
Han fremhæver samtidig, at det også handler om at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, så udviklingen sker på et ansvarligt og bæredygtigt arbejdsmarked.
Ifølge borgmesteren lytter han derfor, når aktører, der arbejder med at tiltrække kongresser og konferencer til Aalborg, fortæller, at nogle arrangører stiller krav til de restauranter og spisesteder, de ønsker at benytte.
“Jeg mener faktisk, at det er en del af mit ansvar som borgmester i Aalborg Kommune at pege på de udfordringer, der kan koste vækst, arbejdspladser og aktivitet,” skriver Lasse Frimand Jensen.
Vil ikke gå glip af gæster i byen
I det oprindelige brev blev det ifølge Jyllands-Posten fremhævet, at en del store kongres- og konferencekunder lægger vægt på, at deres deltagere benytter restauranter med overenskomst.
Borgmesteren har tidligere forklaret, at Aalborg kan risikere at miste kongresser, hvis der ikke er nok restaurationer med overenskomst.
Den pointe gentager han nu.
“Når Aalborg Kommune går glip af kongresser, konferencer og større arrangementer, går vi også glip af gæster på hotellerne, kunder i restauranterne, omsætning i butikkerne og arbejdspladser i vores by,” skriver han.
Lasse Frimand Jensen afviser samtidig, at sagen handler om at bestemme over virksomhederne.
“Det handler ikke om at bestemme over virksomheder i Aalborg Kommune.
Det handler ikke om at blande sig i overenskomstforhandlinger. Det er arbejdsmarkedets parters ansvar,” skriver borgmesteren.
Mener han har et ansvar
Han mener derimod, at det er hans ansvar at gøre opmærksom på udfordringer og muligheder, som har betydning for udviklingen i Aalborg Kommune.
Ifølge borgmesteren ønsker han, at Aalborg skal være blandt Danmarks mest attraktive områder for kongresser, konferencer og store begivenheder.
Derfor mener han også, at kommunen er nødt til at tage tilbagemeldinger alvorligt fra dem, der vælger, hvor arrangementer skal afholdes.
Lasse Frimand Jensen skriver afslutningsvis, at han har stor respekt for restauratørerne og virksomhederne i kommunen.
Han kalder det vigtigt med en åben dialog om, hvordan Aalborg sammen kan styrke konkurrenceevnen og tiltrække endnu mere aktivitet til kommunen.
Du kan læse hele Lasse Frimands svar på tiltale herunder i opslaget;