Pizza, cocktails og fri bar: Vi har testet det nye BonDjorno
I lørdags slog Aalborgs helt nye restaurantkoncept dørene op Ved Stranden.
Det nordjysk klingende “BonDjorno” er åbnet i lokalerne, der indtil for nylig husede tapasrestauranten Roxana, men nu er der i stedet flyttet pizza, cocktails og festlig stemning ind på menuen.
Her på redaktionen var vi inviteret til åbningen, hvor vi fik lov at få en smagsprøve på det nye koncept.
Rammerne har fået et festligt nøk opad med pizzaskærere på væggene, pizza-selfie-spot og opsatser på bordene, hvorpå pizzaerne serveres.
Konceptet er kort og godt, at du (foruden a la carte-kortet) kan bestille enten to eller tre timers “fri pizza og drikke” for hhv. 395 kr. eller 495 kr. pr. person.
Drikke gælder både fadøl, cocktails, bobler, hvid- og rødvin – men våde varer uden alkohol er også en mulighed.
Aftenen starter bedst med noget vådt
Vi blev placeret ved et hyggeligt bord med den slags menukort, der både er lavet af papir og også fungerer som dækkeserviet. Meget uformelt og hyggeligt. Vi glædede os til at spilde på dem.
Den søde tjener lavede hvad der næsten lignede en lille dansepræsentation for os, hvor konceptet blev forklaret og vi fik lov at vælge, hvad vi ville starte aftenen med af våde drikkevarer.
Han svarede også på spørgsmålet for os ved at anbefale en helt bestemt cocktail, der både skulle være frisk og sød – lige noget for os! Derudover blev der også serveret en flaske hvidvin ved bordet.
Det startede altså vådt … Eller … “godt”.
Kokkene bestemmer pizzaerne
Selvom konceptet indtil videre virkede ret casual og tilbagelænet, så var der ét element i det, som vi ellers kun kender fra gode gourmetrestauranter: Nemlig at kokkene bestemmer menuen.
Det skal man vide, når man besøger BonDjorno; har du forelsket dig i én særlig pizzavariant, som du havde drømt om at mæske dig i non-stop, i to timer, så bliver det ikke her.
Til gengæld havde kokkene intet problem med, at to ved bordet var vegetarer. Dette kunne (heldigvis!) sagtens imødekommes.
Har du andre allergener, eller er du max kræsen, så er det altså muligt at oplyse det til BonDjorno inden pizza-rullet starter. De anbefaler endda, at du skriver det ved booking, så de lynhurtigt kan planlægge jeres menu.
Trøffelicious smagsoplevelse!
Grundet lidt opstartsvanskeligheder (vi var de første gæster på BonDjorno … ever!) ventede vi en halv times tid på første servering.
Det forsikrede de os dog om ikke var standarden normalt, så det levede vi med. Mens vores maver rumlede af spænding.
Ind kom den første pizza. En Trøffelicious med cremet trøffel-cheese, portobello svampe, trøffelolie, spinat og timian.
Bunden var lige dele sprød og blød, og faktisk fuldstændig som vi selv elsker en pizzadej. Derudover var nogle af stykkerne ret brændte i bunden, hvilket mindst halvdelen af bordet elskede.
“Jo mere brændt, jo bedre!” blev der deklareret.
Er du ikke skorpetypen (… weirdo!), så kan du måske blive det hos BonDjorno.
Her tilbyder de nemlig “Crust Dip” til at dyppe dine “kedelige” skorper i. Du kan vælge mellem chilimayo, trøffelmayo eller aioli. GE-NI-ALT!
Fri bar og pizza? What’s not to like?
Mens vi mæskede os i pizzaen, kiggede tjeneren forbi for at sikre, at vi nu havde nok at drikke. Hvilket resulterede i endnu en flaske hvidvin med kurs mod vores bord.
En lille djævel i vores hoved nåede lige at tænke “Åhhh nej, og hvad koster den så?” – indtil vi kom i tanke om, at vi jo havde gang i en fri bar af både det ene og andet.
Well, bring it then!
Da vi var ved at være i bund med første servering af pizza, kom tjenerne hen og spurgte, om “vi var klar til næste runde” – og det var vi selvfølgelig.
Ganske kort tid efter ankom to nye varianter til bordet, der ligeledes smagte helt sublimt.
Der var noget hyggeligt over at kunne sidde og dele pizzaerne mellem sig, og spørge hinanden, hvad man havde smagt og hvad man burde smage næste gang.
Derfor skal du besøge BonDjorno
Alt i alt var BonDjorno en forfriskende og dejlig oplevelse for os alle fire – som ikke helt havde kunnet forberede sig på, hvad der ventede.
Men hvem henvender restauranten sig til?
Personligt synes vi, at denne destination er oplagt, hvis du mangler et festligt sted at starte din aften og ikke ønsker at gå hverken sulten eller tørstig hjem i seng … eller videre i byen.
Derudover var pizzaerne altså virkelig gode, og det kan tydeligt smages, at folkene bag BonDjorno er de samme som flere af byens toprestauranter. Her bliver der ikke gået på kompromis med noget.
Det bliver et kæmpe arrivederci ( … på gensyn) til BonDjorno herfra!
Du kan tjekke hele BonDjornos menu lige her.