Bombetrussel i Aarhus: Tre drenge fra Aalborg-skole står bag
Torsdag formiddag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var blevet indgivet en bombetrussel mod en restaurant på Banegårdspladsen i Aarhus C.
Anmeldelsen førte til, at Østjyllands Politi afspærrede stedet for at få afsøgt området grundigt, men ingen mistænkelige genstande blev fundet, hvorefter afspærringen blev ophævet et par timer senere.
På baggrund af en telefonisk bombetrussel mod McDonald’s på Banegårdspladsen i Aarhus C rykkede flere patruljer fra Østjyllands Politi torsdag formiddag kl. 09.58 til stedet for at undersøge anmeldelsen nærmere.
Tre drenge fra Aalborg-skole står bag
Banegårdspladsen blev i den forbindelse spærret, mens politiet iværksatte en omfattende operativ og efterforskningsmæssig indsats.
I selve banegårdshallen og på pladsen foran blev der foretaget en intensiv undersøgelse af mistænkelige genstande med bombehunde, men politiets undersøgelser af stedet førte ikke til, at mistænkelige genstande blev udfundet, hvorfor afspærringen igen et par timer senere blev ophævet kort efter middagstid.
Samtidig med de operative undersøgelser lykkedes det Østjyllands Politis efterforskere at identificere tre mindreårige drenge som de formodede gerningsmænd.
De tre drenge blev i tæt samarbejde med Nordjyllands Politi tilbageholdt på en skole i Aalborg-området torsdag kl. 12.20.
”Vi ser meget alvorligt på den her form for kriminalitet, og derfor iværksætter politiet også en stor indsats med henblik på borgernes sikkerhed i forbindelse en bombetrussel mod et trafikalt knudepunkt i vores politikreds,” siger politiinspektør i Østjyllands Politi Brian Voss Olsen.
Sagen vil blive efterforsket nærmere
Efterforskningen af sagen fortsætter fremover i et tæt samarbejde med Nordjyllands Politi, hvor politiet blandt andet skal have afdækket motivet bag den telefoniske bombetrussel.
”Vi vil på det kraftigste advare mod denne form for kriminalitet, og vores massive og intensive indsats i dag har også har været målrettet en opklaring af identiteten på gerningsmændene,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Togtrafikken var på intet tidspunkt indstillet, da passagerne kunne tilgå sporene til fods via trapperne på M.P. Bruuns Gade. Episoden medførte dog kortvarige trafikale gener for de mange brugere af Banegården og togstationen.