Nostalgisk beslutning: Boligejendom sælges efter 100 år i samme familie
Aalborg og Nørresundby er fyldt med historie.
Nogle historiske islæt er mere iøjnefaldende end andre, men der gemmer sig gode fortællinger, hvis man graver lidt.
Nu åbenbarer et stykke interessant historie sig fra solsiden, hvor en boligudlejningsejendom på Østergade 72 netop er solgt.
Det interessante ved salget er, at ejendommen har tilhørt den samme familie i 100 år.
Den blev købt i 1924 af et ægtepar, og her 100 år senere, er det to oldebørn, der har solgt den via EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Mange gode minder
Efter at have overtaget i 2018 har den nye generation, et søskendepar, vurderet, at tiden er inde til at indlede et nyt kapitel for familiearven.
Sælger, Tina Maahn Hjorth Jensen, fortæller:
“Mine oldeforældre købte ejendommen tilbage i 1924, og den er siden gået i arv gennem generationer, hvilket betyder, at vi i familien har fyldt murstenene med mange gode minder.
Det har derfor været en nostalgisk beslutning at sælge, men da både min bror og jeg har fuldtidsarbejde og familie, har vi valgt at lade nye kræfter træde til.
Vi har haft en god mavefornemmelse i forhold til at sælge, og vil gerne takke EDC Erhverv Poul Erik Bech for en tryg og effektiv salgsproces.”
Planer for boligejendommen
På trods af ejendommens datering er den velholdt og fremstår præsentabel både udvendigt og indvendigt.
Michael Stilling, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, har formidlet salget af ejendommen.
Han afslører, at den nye ejer har planer om at renovere og finde nye lejere.
“Ejendommens tre etager har et samlet areal på 368 m², der fordeler sig på fem lejligheder i størrelsen 49-126 m², hvoraf de to største lejemål fortsat mangler lejere, da de kræver istandsættelse.
Det er også købers plan, og en renovering giver naturligvis mulighed for at genudleje lejlighederne til en højere husleje end tidligere, hvilket gør det til en attraktiv investeringscase,” siger han.