“Boing, boing”: Danmarks største pop-duo gæster Skalskoven

Nik & Jay vender atter tilbage til Nibe Festival som et af hovednavnene næste sommer.
Efter en magisk koncert i 2023 er der lagt op til endnu en kæmpefest, når Nik & Jay indtager Stor Scene midt i Skalskoven.
Festivalen løber af stablen fra den 2. til 5. juli 2025, og med duoens hitparade på programmet bliver det formodentligt et af sommerens absolutte højdepunkter.
“Vores publikum elsker Nik & Jay, og vi ved, at deres tilbagekomst bliver et kæmpe højdepunkt på festivalen,” siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse.
“De har en evne til at forene generationer og få hele Skalskoven til at koge op. Det bliver endnu en gigantisk fest”.
Hitmaskine over to årtier
Med en karriere, der spænder over to årtier, og en lang perlerække af hits som “Boing!”, “Hot!”, “En Dag Tilbage”, ”Novembervej” og “Lækker”, har Nik & Jay skabt sig en solid plads i dansk popkultur som nogle af de største hitmagere herhjemme.
Deres koncerter er kendt for at være fulde af energi, nostalgi og fællessang, og Nibe Festivals publikum kan forvente en magisk juli-aften med alle deres største hits.
Læs også: Spar mindst 20 % på næsten alt: Kalstrup fejrer jubilæum hele næste uge Programmet bliver løbende offentliggjort, og Nik & Jays tilføjelse understreger festivalens ambition om at skabe uforglemmelige øjeblikke for de mange tusinde gæster.
“Vi arbejder på at sammensætte et varieret musikprogram, og Nik & Jay, sammen med tidligere offentliggjorte Christopher, er stærke og vigtige brikker i det puslespil.
De står for den festlige energi og fest, som vores publikum ALTID elsker,” tilføjer Peter Møller Madsen.
Stor efterspørgsel på billetter
Billetsalget til Nibe Festival 2025 er i fuld gang, og over 75 % af partoutbilletterne er allerede solgt.
Der er derfor lagt op til, at Nibe igen i år vil blive tidligt udsolgt, præcis som de seneste år.
Med Nik & Jay, Christopher og de kommende offentliggørelser på programmet forventes efterspørgslen kun at stige, så det gælder om at være hurtigt ude, hvis man vil sikre sig billet til sommerens store fest i Skalskoven.
Dagsbilletterne til Nibe 2025 sættes i salg i starten af december, og der forventes, som til Nibe 2024, også stor rift om disse billetter.
Køb din billet på linket her.