Børnekarneval bliver endnu større i år: Ny musikscene præsenteret

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: Jakob Kildehave
Foto: Jakob Kildehave

I 33 år har der været børnekarneval i Aalborg, og hvert år trækker det mellem 5000-8000 børn og deres forældre.

I år er ingen undtagelse, og det kan blive det største børnekarneval nogensinde her i byen. Det går løs ugen før det store Aalborg Karneval, og i år afholdes Børnekarneval lørdag den 19. maj.

Programmet byder blandt andet på MGP-stjernerne, og hele Kildeparken er i dagens anledning omdannet til en kæmpe børnefest. Men der kommer endnu mere i år. For der bliver en ny stor musikscene.

Musikskolebørn i Nordjylland kan glæde sig til en stor oplevelse, når de til Børnekarneval i Kildeparken får mulighed for at spille på en professionel scene støttet af Spar Nord Fonden.

Får mulighed for at spille på en professionel scene

Foreningen Aalborg Karneval glæder sig til i år at kunne understøtte musikskolerne i Nordjylland ved at give børnebands en mulighed for at spille på en professionel scene foran et stort publikum til årets børnekarneval lørdag den 19. maj i Kildeparken.

”Samarbejdet med musikskolerne har været længe undervejs, og det er glædeligt, at vi nu kan få alle ender til at mødes. Det er virkelig en gevinst for vores Børnekarneval, at Spar Nord Fonden vælger at understøtte dette initiativ, som helt sikkert bliver en stor oplevelse for både musikskolebørnene og tilskuerne”, udtaler formand Mette Bugge fra Foreningen Aalborg Karneval.

Måske spottes nye talenter

”Børn og unge har en stor plads i vores bevidsthed.

Vi vægter højt, både at kunne medvirke til at formidle kulturelle oplevelser til dem, at støtte deres udvikling, at lade fantasien leve og give muligheder for at se verden fra flere sider. Derfor var der slet ingen tvivl om, at vi måtte støtte børnebands’ chance for at komme til at stå på en ”rigtig” scene og over for et ”rigtigt” publikum til Børnekarnevallet i år. Hvem ved, måske spottes talenter, der om få år kører egen tourbus?,” siger Elisabeth Viksnins, der er kommunikationschef i Spar Nord Fonden.

Foto: Jakob Kildehave

For Aalborg Kulturskole har det længe været et stort ønske at samle musikskolerne til en kæmpe sommerkoncert, og Børnekarneval er en oplagt begivenhed at samles omkring for både børn og voksne.

”For Aalborg Kulturskole føjer det sig fint til strategien om at skabe en scene for helt unge rytmiske musikere. Børnekarnevallet er oplagt i den række af begiveheder hvor vi samler børn i professionelle rammer”, udtaler afdelingsleder Carsten Baumann fra Aalborg Kulturskole

”Endvidere ved vi, at vi tænder en gnist i børnene, når de får mulighed for at stå på en stor scene – foran et stort publikum, og vi er glade for, at Børnekarnevallet giver os den mulighed. Eleverne bliver motiverede og dygtigere. Vi glæder os, når det sker, ” udtaler afdelingsleder Carsten Baumann fra Aalborg Kulturskole.

Børnekarnevalet har i de seneste år oplevet en positiv udvikling med både et stigende antal besøgende og nye kunstneriske tiltag.

Foto: Jakob Kildehave

Hele Kildeparken er under Børnekarnevalet indrettet til en fest på børnenes præmisser, hvor både børn, forældre og bedsteforældre kan samles om en god oplevelse inden for leg, bevægelse, musik og underholdning.

I forvejen er der etableret et godt samarbejde med Aalborg Bibliotekerne, Funcenter, Byens danseskoler, Søspejderne og mange lokale børnekunstnere, der hvert år er klar til at tage imod børnene og deres familier.

”I år kan børnene opleve stjernerne fra MPG, som altid har været et af dagens højdepunkter. De optræder på store scene, hvor mange står klar til at synge med. Og selvom MGP-stjernerne altid leverer et fantastisk show, så er det vigtigste for os at kunne involvere og aktivere alle børn til Børnekarneval. Vi glæder os til sang og dans både på og foran scenen”, udtaler formand Mette Bugge.

Programmet for Børnekarneval 2018 – lørdag 19. maj 2018

Børneparaden starter kl. 10.00 og føres an af prinsen eller prinsessen af karneval.

Festen fortsætter derefter i Kildeparken som bliver fyldt med spændende aktiviteter.

Du kan læse mere om det her