Bo helt majestætisk: Historisk herskabsvilla sat til salg tæt på Aalborg
Mange drømmer om en bolig, der ikke er som alle andre.
Kan man kombinere det med masser af plads i rolige omgivelser tæt på bylivet, så er man tæt på at have en drømmebolig for de fleste.
Drømmen kan nu blive indfriet i denne historiske herskabsvilla på Storskovvej 25 i Dronninglund, der er opført i 1939 som en hofjægermesterbolig, og langt fra er som alle andre boliger i boligmagasinerne.
Karen Blixens grandfætter, Hofjægermester J.C. Esbern de Folsach, opførte ejendommen – og du kan nu, ligesom ham, blive ridder af din egen gård.
Koster 7,5 mio. Kr.
Den store skovridergård er sat til salg for 7,5 millioner kroner ved Thorkild Kristensen.
Det er de færreste boliger i Nordjylland, der rummer både denne størrelse både på bolig- og grundareal, og det gør det oplagt at kombinere boligen med erhverv.
Ejendommen har et boligareal på 541 m2, samt et kælderareal på 136 m2 med blandt andet en vinkælder. Ejendommen er bygget i en herskabelig stil med mange unikke detaljer, der passer godt ind i de smukke naturomgivelser.
Grunden på de knap 6.500 m2 byder på en parkgrund med et fornemt indgangsparti med smedejernslåger, som man møder, når man kører ind til boligen.
Det bliver endnu mere majestætisk end det, når man kører op ad en flot allé, som fører til en cirkelrund plads mellem de to vinklede bygningslænger.
Ejendommen er indenfor de senere år blevet renoveret med stor respekt for de oprindelige detaljer og byggestil.
De nuværende sælgere har haft stor fokus på de mange fede detaljer, hvilket man i høj grad kan se, når man kigger billederne igennem på mæglerens hjemmeside.
Det er ikke kun indvendigt, der er kræset for detaljerne.
På ejendommens sydlige og vestlige side er der indrettet store, delvist overdækkede terrasser, og her kan man sidde og skue direkte ind i den fredfyldte skov.
Bosætter man sig her flytter man ind i en bolig med et stilfuldt og unikt interiør med store naturoplevelser i gåafstand, og så er det kun 20 minutters kørsel fra Aalborg.
Uanset om man er en stor familie eller erhvervsdrivende, så byder ejendommen på mange formål. En skov hvor familiens børn kan bygge mere end én hule, og en ejendom hvor møder kan afholdes på adressen.