Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bliver værter for DM: Disc Golf bane i Aalborg er en kæmpe succes

Af Ane Johanne Damgaard
Foto: Claes Würtz
Foto: Claes Würtz

Putter og driver troede du måske kun hørte golfsporten til. Men der tager du fejl. En disc er ikke det samme, som den tallerkenformede genstand, du kaster til din hund, hvis du spørger Aalborg Dinosaurs. Den er designet specifikt til Disc Golf sporten.

Under coronapandemien fik den over 20 år gamle Disc Golf bane i Aalborg nyt liv, og sporten fik et kæmpe boost.

Nu er de cirka 120 medlemmer i klubben. De afholder forskellige turneringer. Og til sommer skal de være værter for Danmarksmesterskaberne i Disc Golf.

En sport for alle

Disc Golf minder meget om almindelig golf. De eneste forskelle er, at golfkøllen og -bolden er skiftet ud med en disc og i stedet for hullet i jorden er det en stålkurv, du skal ramme.

Og så er det gratis at bruge banen.

Da Rasmus Dejligbjerg, som i dag er medlem hos Aalborg Dinosaurs, begyndte at spille Disc Golf i april 2022, havde han aldrig kastet med andet end en hundefrisbee.

Nu spiller han mandagsmatch hver uge, har ikke tal på, hvor mange discs han ejer, og har fået det fedeste sammenhold med de andre medlemmer i klubben.

“Du udvikler dig utrolig hurtigt, når først du er i gang. Banen er frit tilgængelig for alle, og du kan leje discs derude. Ellers koster et sæt i Bilka eller Føtex ikke meget mere end 100 kroner,” siger Rasmus Dejligbjerg.

Bliver værter for DM: Disc Golf bane i Aalborg er en kæmpe succes
Foto: Claes Würtz

Du kan få et introduktionskursus, men ellers er det bare at kaste dig ud i det.

Du kan læse mere på Aalborg Dinosaurs’ hjemmeside.

Det er den perfekte aktivitet til en polterabend, et firmaarrangement eller bare til en søndag eftermiddag, hvor du ikke ved, hvad du ellers skal give dig til.

“Jeg har været en rigtig computernørd, så det blev en god måde for mig at få motion på. Du kan hurtigt gå 10-12 km uden at tænke over det,” siger Rasmus Dejligbjerg.

Som medlem giver du 375 kroner i kontingent årligt. Beløbet går blandt andet til Dansk Frisbee Sport Union og til at vedligeholde banen i Aalborg Øst.

Når du er medlem, kan du deltage i diverse konkurrencer – blandt andet mandagsmatch, månedsmatch og klubmesterskaber med forskellige præmier på højkant.

Amatørturnering og DM

Lørdag den 25. marts starter amatørturneringen Fairway Cup.

Første stop er Aalborg. Her bliver der spillet to runder og kåret en vinder.

Herefter har man mulighed for at tage sine point med videre i den samlede turnering.

Fairway Cup foregår på otte forskellige baner i Danmark.

Og så er Aalborg Dinosaurs blevet udvalgt til at være værter for DM i sommeren 2023.

Det kommer til at løbe over tre dage med en runde om dagen.

“Man er mere end velkommen til at komme og kigge. Der er fri adgang. Og det foregår på samme tid som DM-ugen. I vil blive overraskede over, hvor langt deltagerne kaster, og hvor meget kontrol de har over deres discs,” siger formand for Aalborg Dinosaurs, Jacob Teglgaard Jakobsen.

DM i Disc Golf foregår fra den 23. – 25. juni 2023 på Aalborg Disc Golfbane i Bundgaardsparken.

Del artikel

Andre læser også