Kom tæt på dyrene: Bliv dyrepasser for en dag i Aalborg Zoo
Har du nogensinde prøvet at skovle elefantlort eller strø halm hos en zebra? Nej, vel?
Nu har du snart en helt unik mulighed for at prøve kræfter med nogle af dyrepassernes arbejdsopgaver, når Aalborg Zoo inviterer til Dyrepasser for en dag den 22. april og den 23. april.
“Kom og prøv kræfter med nogle af dyrepassernes arbejdsopgaver og giv en hånd med hos nogle af dyrene. I rovdyrhuset og det sydamerikanske tropehus kan du møde Zoos personale og høre meget mere om arbejdet med dyrene,” skriver Aalborg Zoo.
Du kan også besøge deres Skoletjeneste og gå på opdagelse blandt de mange fantastiske og forunderlige dyreeffekter, skind, kranier og udstoppede dyr.
Prisen er der intet dyrt ved, for når entréen er betalt, er deltagelsen helt gratis. Du skal bare møde op ved anlægget på det annoncerede tidspunkt.
Programmet for dagen
- Kl. 10.30 -11.00
Hjælp med at lave aktiveringsfoder til orangutangerne. - Kl. 11.00 -12.00
Besøg rovdyrkøkkenet og få en snak med Zoos personale. - Kl. 11.00-16.00
Åbent i Skoletjenesten. - Kl. 13.10 -13.30
Hjælp med at gøre rent i elefanternes udeanlæg. - Kl. 14.00–14.30
Åbent hus i Sydamerikaafdelingen hos bæltedyr, tapir og myresluger.
Læs mere her.