Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bliv årets villavej 2019: Vind 10.000 kr. til en kæmpe vejfest

Af Christine Luca Hornemann

Gode naboer og et godt fællesskab på en villavej, kan have stor betydning for, om man som beboer er glad og tryg ved at bo på adressen.

For tredje år i træk skal prisen Årets Villavej uddeles.

Stifterne – Ejendomsmæglernes Fond og Nordjyske Bank – sætter igen i år fokus på nabofællesskaber, og hvordan blandt andre aalborgenserne kan få glæde og gavn af hinanden hjemme på vejen.

Beboerne på villavejene i Aalborg og omegn har nu mulighed for at vinde prisen Årets Villavej 2019 samt pengepræmier på i alt 17.000 kroner.

Fokus på godt naboskab

Da Nordjyske Bank og Ejendomsmæglernes Fond i 2017 stiftede prisen Årets Villavej, var det med det formål at inspirere andre og vise de bedste eksempler på, hvad et godt og givende naboskab kan indebære.

Det har sidenhen vist sig at være en stor succes, da flere hundrede villaveje fra hele Nordjylland har indstillet sig til prisen i både 2017 og 2018.

Bliv årets villavej 2019: Vind 10.000 kr. til en kæmpe vejfest

Derfor vælger de to stiftere nu også for tredje år i træk at belønne den villavej i Nordjylland, der har det bedste naboskab, og fra den 15. april til og med den 19. maj er det således muligt at indstille sin vej:

“Vi har været positivt overraskede over det høje antal af indstillinger, der har været de sidste to år, og det viser sig, at rigtig mange villaveje gemmer på gode historier og har et sammenhold udover det sædvanlige.

Her kom blandt andre aalborgenserne på banen med mange gode initiativer, og vi har derfor valgt at gentage succesen igen i år,” fortæller Jacob Jensen, der er områdedirektør i Nordjyske Bank i Aalborg, og fortsætter:

“Her håber vi selvfølgelig, at rigtig mange nye villaveje kommer på banen. Men tidligere indstillede veje er naturligvis også meget velkomne til at deltage igen, da vi vurderer vejene år for år – uafhængigt af hvem der tidligere har vundet.”

Sidste års vinder var Gyldenlakvej i Nørresundby

I 2018 blev vinderen af Årets Villavej fundet i Nørresundby, hvor initiativer som fælles pizza-fredag, en årlig udflugt til Grøn Koncert, halloween- og fastelavnsfester samt kæledyrspasning vidnede om et sammenhold på vejen udover det sædvanlige.

Og det er netop gode historier om nabofællesskaber som disse, Ejendomsmæglernes Fond og Nordjyske Bank ønsker at sætte fokus på:

“Et godt og givende naboskab kan have rigtig stor betydning i aalborgensernes hverdag, fordi det på en uformel måde giver os mulighed for at møde og hjælpe hinanden med praktiske udfordringer.

Derudover er godt naboskab også med til at skabe tryghed, hvor vi bor – og netop den meget lokale indsats vil vi som lokalbank gerne være med til at støtte op om,” tilføjer Jacob Jensen.

Bliv årets villavej 2019: Vind 10.000 kr. til en kæmpe vejfest
Marketingchef Palle Skyum fra Nordjyske Bank overrækker de 10 t.kr.

Værdien af det gode naboskab

Ifølge Steen Royberg, der er formand for Ejendomsmæglernes Fond, er det gode naboskab ikke noget, der kommer af sig selv.

Derfor håber han også på, at prisen har sat skub i nogle flere initiativer rundt omkring på de lokale veje:

“Vi har indgået et samarbejde med Nordjyske Bank om prisen, fordi vi gerne vil bringe værdien af det gode naboskab frem i lyset, siger han og fortsætter:

“For det gode naboskab er ikke nogen selvfølge i danskernes travle hverdag – det kræver en indsats at lære hinanden at kende.

Men der hører også en masse fordele med. Både hvad angår socialt samvær og glæden ved at have folk omkring sig, som kan træde til, når noget brænder på,” afslutter han.

Ejendomsmæglernes Fond er en velgørende fond, som løbende uddeler bidrag på op imod en million kroner årligt til kulturelle, videnskabelige og socialt velgørende formål særligt i Nordjylland.

Dommerkomitéen består af Steen Royberg, bankdirektør Claus Andersen og direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning Per Dam Jensen, og de tre parter kårer både en første-, anden- og tredjeplads.

Førstepræmien er igen i år 10.000 kroner, der skal dække udgifterne til et fælles arrangement.

Anden- og tredjepladsen vinder som noget nyt en pengepræmie på henholdsvis 5.000 og 2.000 kroner, der ligesom førstepladsen skal gå til et fælles tiltag på vejen.

Indstil din villavej

Beboere på villaveje i Aalborg og resten af Nordjylland kan indstille sig til prisen Årets villavej 2019 i perioden frem til 19. maj. Så hvis du synes, at netop din villavej har et godt naboskab og fællesskab, så er det bare om at søge. Du kan søge lige her.

Førstepræmien på de 10.000 kroner skal dække udgifterne til et fælles arrangement som eksempelvis en vejfest. Derudover får vinderne mulighed for at smykke sig med et Årets Villavej 2019-skilt.

Del artikel

Andre læser også