Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Blev nummer to i Masterchef: Mads laver gourmet-middag hjemme hos dig

Af Michael Qureshi

Forestil dig, at du havde din egen gourmet-kok stående ude i dit eget køkken.

En der kunne matche nogle af byens toprestauranter i elegance og gastronomisk kunst.

Forestil dig så lige hvor forkælet dine middagsgæster ville føle sig med sådan en kok, der kræsede om jer en hel aften.

Og vinen? Den går man bare ombord i, for man behøver ikke at tænke over transporten hjem.

Ej, det er da for godt til at være sandt, tænker du sikkert? Og så er det nok på et prisniveau, som kun folk med egen bilpark har råd til at finansiere.



I så fald har du ikke hørt om Cortsen Dining. Må vi præsentere Mads Cortsen. 20 år gammel. Sidste år blev han nummer 2 i tv-hittet Masterchef.

Mads Cortsen

Hvad Mads muligvis mangler af lys i fødselsdagslagkagen, kompenserer han for, når han træder ind i et køkken. Det er ikke bare mad, Mads serverer.

Det er en lang perlesnor af smagsnuancer, du ikke troede, var muligt at skabe i dit køkken!

Mads Cortsen

Vi havde spurgt den unge dygtige aalborgenser på et interview.
Konceptet er genialt tænkt, og Mads Cortsen har for alvor fået gang i forretningen.

Mange har fået øjnene op for private dining-delen, og der er allerede mange krydser i kalenderen det næste stykke tid.

Det var en oplagt historie for migogaalborg.dk.

Men for at få oplevelsen af Cortsen Dining helt under huden var det lidt nødvendigt selv at teste en gourmet-menu bestående af 14 serveringer.

Mads Cortsen

Et vennepar Stine og Dennis lægger lejlighed til, og da vi ankommer har Mads allerede slæbt alt sit grej op på tredje sal i city-lejligheden.

Det gode ved Cortsen Dining er, at det udelukkende kræver et funktionelt køkken at få ham ud. Resten har han selv med. Selv service fra blandt andet Royal Copenhagen.

Trods sin unge alder har Mads Cortsen allerede arbejdet på flere gode steder heriblandt Kokkeriet.

Mads Cortsen

Mads Cortsen er også noget af et gennembrud, og kunne uden problemer være kok på en af landets hotteste steder. Men han har fundet et nytænkende koncept, der bare fungerer både for ham og gæsterne.

”Jeg elsker at komme ud og møde gæsterne under mere private forhold og se dem i øjnene. Det er sjældent, at du som kok får den samme respons, som når jeg er ude hos folk selv. Det er meget bekræftende, og man får jo noget hurtigt feedback på det, man serverer,” forklarer Mads Cortsen, mens han er ved at tilberede snacks til at starte middagen op.

Mads Cortsen

Vagtelæg med flæsk og sennep senere står vi med ham ude i køkkenet igen.

Det er tydeligt, at han nyder at lave mad. Han befinder sig godt i et køkken.

Mads Cortsen

Egentlig skulle han til at læse til børsanalytiker, da han startede Cortsen Dining lidt i sjov. Den seneste tid har det for alvor taget fart, forklarer han mellem de første serveringer.

”De sidste par måneder er det gået rigtig stærkt. Jeg vil sige, at hvert arrangement sådan cirka giver halvanden henvendelse efterfølgende. Så det er sådan meget mund til mund metoden, og der er jeg nok heldig, at jeg har efterladt et godt indtryk hos mange,” lyder det fra Cortsen, der godt kan virke lidt genert udadtil.

Mads Cortsen

Men der er ingen tvivl om, at han er selvsikker i et køkken, hvor han også var tæt på at vinde Masterchef som den yngste i Danmark.

”Det var sjovt at være med, og det har da helt sikkert også givet noget opmærksomhed. Men det her er megahårdt arbejde. Oftest er jeg færdig klokken 4 om natten, og rigtig mange af mine bookinger har været i København, hvor jeg så kører hjem efter afslutningen. Nordsjælland har klart været der, hvor jeg har været booket mest,” siger Cortsen og smiler lunt med tanke på, at pengene sidder lidt mere løst i Whiskybæltet.

Mads Cortsen

Det har også medført, at Mads Cortsen for få uger siden har rykket biksen over til København.

“Jeg har fået et fast køkken, og så har jeg også fundet de første ansatte, som skal stå for administration og kommunikation. Men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg hellere end gerne afvikler arrangementer i Aalborg eller andre steder i landet. Men eftersom der var flest opgaver på Sjælland, så var det naturligt at rykke basen derover. Men Aalborg er stadig vigtig for mig,” forklarer den unge topkok.

Vi bliver kørt midt over i forskellige smagsoplevelser, som selv nordiske guder ville falde på knæ over. Cortsens signaturret, som han kalder tun i aske med avocado og caviar, er intet mindre end fænomenalt.

Det hele er så gennemtænkt og godt eksekveret, at man bare sidder i flere timer og udbryder;

”Nøøj hvor smager det godt. Neeeej, hvor er det vildt”.

Mads Cortsen

Hovedparten af arbejdstiden foregår faktisk med forberedelse, forklarer den unge gourmetkok.

”Jeg vil sige, at to tredjedele af arbejdet foregår derhjemme. Hvor man forsøger at få saucerne eller en suppe til at sidde lige i skabet. Jeg er nødt til at lære det hele selv og prøve mig frem med nye smage og teknikker, da jeg jo er autodidakt,” forklarer Cortsen.

”Folk forventer en vis kvalitet, så jeg kører rigtig langt for at hente den rigtige kaviar. Jeg bruger alle mine weekender og rigtig mange aftener på det her, så man giver også afkald på rigtig mange sjove ting i min alder. Men når det hele spiller, så er det alt værd,” siger den superseje Mads Cortsen.

Mads Cortsen

Mads Cortsen

På et tidspunkt kommer Cortsen ind til middagsbordet med en gigant af en trøffel, der ikke er i den billige ende. Den rives ud på dyreryg med urtekroket, sauce og løg. Wow.

Det laveste han har været nede på til en topmiddag som denne er fire personer. Det er typisk selskaber på 8-14 personer, han er ude til.

”Der er nok to typer folk, der booker mig. Den ene del er dem, der har penge nok, og hvor det er endnu en gastronomisk oplevelse på en lidt utraditionel måde. Den anden del er dem, der har sparet op i længere tid, og nu vil prøve noget, man ikke glemmer foreløbig,” fortæller stortalentet.

Mads Cortsen

Og ja prisen. Der er to forskellige menuer på enten 950 kr. per person eller 1250 kr. per person. Det er uden vin, som man så selv kan stå for eller booke vinmenu hos Mads Cortsen.

“Jeg har været så umanerlig heldig at få lov til at alliere mig med et forbillede og en super dygtig sommelier, nemlig aalborgensiske Thomas Lysgaard. Han sørger for, at vinen spiller en ligeså stor gastronomisk rolle som maden, og sammensætter fantastiske vinmenuer, som hver især har deres egen historie.”

For de fleste i Aalborg, Nordjylland og i andre dele af landet er det selvfølgelig en slat at bruge det beløb per person. På den anden side er det en helt unik oplevelse og en måde at forkæle sine gæster helt overdrevent med.

Og hvor kommer passionen fra mad så?

“Jeg startede på egen hånd i køkkenet da jeg var omkring 6 år gammel. Som lille så jeg alle de programmer, der handlede om kokke, og deres tips og tricks i køkkenet. Derudover så har jeg en fantastisk, og ikke mindst meget tålmodig, mor som har lært mig helt basale teknikker.

Jeg har altid været bange for at miste min enorme passion og kreative side inden for madlavningen. Derfor var det heller ikke planen, at jeg skulle arbejde som kok, fordi jeg var bange og måske stadig er det, for at miste gnisten og lysten til at lave mad dagen lang,” fortæller han.

14 serveringer senere hjælper vi med at bære alt udstyret ned i bilen. Godt mætte, lidt ekstatiske og småfulde. Vi er kæmpe Cortsen-fans.

Du kan læse mere og booke Mads Cortsen her

Det fik vi serveret

Vagtelæg m. flæsk & sennep
Pighvar m. citrus & karse
Helleflynder m. butterdej & yuzu
Kroket af reje m. rejecreme og blomst
Kyllingeskind m. caviar & peberrod
Blinis m. diverse cremer og rogn
Tun i aske m. avocado & caviar
Glaseret kammusling m. suppe af tunge
Kølle m. tagetes, sort hvidløg & svamp
Ryg m. urtekroket, trøffel, sauce & løg
Et eksotisk glas
Mors æblekage
Chokolade m. guld 24K og hasselnød
Hvid choko m. ananas og sur karamel

Del artikel

Andre læser også