Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Risgaard blogger: Blærerøv i Ferrari – man må også godt i Nordjylland

Af Jacob Risgaard
Jacob Risgaard er en af Danmarks mest succesfulde iværksættere
Jacob Risgaard er en af Danmarks mest succesfulde iværksættere

Michael Qureshi har interviewet Jacob Risgaard og skrevet denne blog. Alt er godkendt af Jacob Risgaard.

Den femte udgave af Cool Car Race er nu et overstået kapitel. Det var igen en fed oplevelse Det endelige beløb er ikke helt gjort op endnu, men jeg tør godt love, at vi kan aflevere en flot check til det første hospice for kræftramte børn i Danmark.

Det her er noget, der har en enorm betydning for mig og for hele vores organisation. Der er en rigtig god forretning i at være noget større end sig selv. Det er også klart, at for dine medarbejdere giver det også en værdi, at de pludselig er med til at arrangere sådan noget her, end at sidde og slå tal sammen.

Jeg kan tydeligt huske første gang, vi sagde til en i kundeservice, at han skulle sørge for en bro, hvor der kunne flyve en F16 under, og der kunne gå tusinder af mennesker ovenover.

Vi får hjernen i gang, og man tænker lidt ud af boksen. På den måde bliver det også et ret godt kreativt miljø.

Man kan jo godt kalde det for en omvendt Robin Hood. De rige giver til dem, der mangler mest.

Cool Car Race blev skabt først og fremmest for at gøre en forskel for kræftramte børn. Jeg har været medlem af Round Table-klub. Det var egentlig bare en drengeklub. Den havde ikke noget større formål. Det her har et større formål.

Men Cool Car konceptet blev også skabt i løbet af en finanskrise, hvor unge mennesker med iværksætterdrømme jo ikke turde drømme om at starte noget op. De hørte kun om virksomheder, der gik konkurs, og at det var hårdt over hele linjen.

På den front var og er Cool Car Race et symbol på, at det kunne lade sig gøre. Rigtig mange unge fyre spiller jo også fodbold, fordi de ser, hvor mange modeller Cristiano Ronaldo scorer, og hvor mange penge han tjener.

Her udlever vi så bare iværksætternes drøm, og viser, hvad det kan blive til, hvis man tør at tage nogle chancer og ikke mindst er klar på at knokle.

Det er ikke så tit, at 30 nordjyske superbiler kører igennem Tivoli. Det er måske også en måde at forsøge at ændre den nordjyske mentalitet lidt. Hvorfor skal vi stå tilbage for andre?

Cool i Aalborg
Cool Car Race har deltagelse af nogle af de fedeste biler i Danmark

I så mange år når man har spurgt en nordjyde med succes, hvordan det går, så har svaret lydt; Det går okay.

Ja gu’ går det okay. Det går fantastisk.

På den her måde forsøger vi også at vise vejen frem for de unge. At man godt må stå ved, når man har gjort det godt. Det første mange nordjyder tænker, når de ser mig eller en anden køre i en Ferrari er helt sikkert, blærerøv.

Men man må godt vise sig frem. Ingen tager skade af, at man kapitulerer på sin succes, og skaber lige præcis den tilværelse, som så mange andre går og drømmer om.

Det er da fantastisk at se så mange unge fyre stå med hundeøjne, når Cool Car-teamet triller ind i Aarhus centrum. Men kan vi være med til at inspirere en eneste til at gå hjem i kælderen med motivationen om at være med om et par år, så er det job done.

For vores virksomhed er det også en perfekt mulighed for at vise, at vi også er kød og blod og ikke bare nuller og et-taller. Coolshop er en digital hjemmeside, men der kommer ansigter på, og der bliver skabt noget opmærksomhed omkring os.

Risgaard i Aalborg
Jacob Risgaards blå Ferrari, som han deltog i Cool Car Race med

Når vi er med i den her slags arrangementer, eller når vi støtter op omkring initiativer som Coolbeats i Gigantium så er det, fordi vi også ønsker at give noget tilbage til Nordjylland.

Der er så meget potentiale i regionen, og i forhold til iværksætteri, så har der aldrig været større interesse end i øjeblikket. Det mærker jeg i hvert fald selv i min mailboks, hvor rigtig mange spørger om gode råd, eller om vi vil være involveret i det ene eller andet.

Det er spændende, og jeg føler, at nordjyderne også er ved at komme ud af buskene. Internationalt har man i mange år haft nogle forbilleder, som stak lidt ud. Donald Trump i USA, før han blev en idiot. Richard Branson i Storbritannien.

Men mange virksomhedsejere er sgu lidt kedelige og grå. Derfor gør vi også meget ud af at vise på Snapchat og alle andre sociale medier, at vi som chefer også kan være med til at lege krig på kontoret. Man skal også huske at bevare sig selv i succesen, og den person man altid har været.

Cool i Aalborg
Der var mange vilde biler, da løbet blev afviklet fredag 20. maj

Jacob RisgaardJR EDIt

Medejer af Coolshop.com som er Nordens førende underholdningsbutik på nettet, Streetman.dk samt bestyrelsesmedlem og aktionær i SmartGuy som er en førende modetøjsbutik.
Står bag en række initiativer blandt andet Cool Car Race, der støtter kræftramte børn.

Del artikel

Andre læser også