Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den første i Danmark: Skallerup åbner den vildeste minigolf-bane

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Skallerups Seaside Resort
Foto: Skallerups Seaside Resort

Fluorescerende havfruer, klumpfisk, blæksprutter og delfiner er klar til at tage imod gæsterne i et opfindsomt havunivers, når Skallerup Seaside Resort som de første i Danmark åbner en 18-hullers indendørs bane med black light minigolf.

Der er travlt i den tidligere kursusbygning hos Skallerup Seaside Resort, hvor en kunstner ved hjælp af selvlysende maling er ved at lægge sidste hånd på feriecentrets nye, store satsning, nemlig en såkaldt black light minigolfbane.

Her, inde i mørket, lyser baner, køller og bolde om kap i UV-lyset med opfindsomme havdyr i et tematiseret oplevelsesunivers.

“Fantasien har fået frit spil, og temaet er selvfølgelig havet, fordi vi ligger, hvor vi gør. Black light minigolf er en rigtig sjov familieaktivitet, hvor alle kan være med,” fortæller direktør Jørgen Høll fra Skallerup Seaside Resort.

Netop familieaktiviteter er vigtige for feriecentret på Vestkysten, hvor mange besøgende kommer i store familiegrupper.

“Vi har rigtig mange gæster, der kommer tre generationer for at hygge sig sammen, så vi søger hele tiden at finde på nye tiltag, der appellerer til hele familien. Her har vi så lagt en ekstra dimension på, så det ikke bare er minigolf under tag, men en oplevelse under havet, der prikker til fantasien hos store og små,” uddyber Jørgen Høll.

Det fluorescerende minigolf-koncept hos Skallerup Seaside Resort er det første af sin slags i Danmark, men storhitter i andre europæiske lande som fx Tyskland og er også meget udbredt i USA.

Den første i Danmark: Skallerup åbner den vildeste minigolf-bane
Foto: Skallerups Seaside Resort

Fokus på nye oplevelser

Selvom at flere af Skallerup Seaside Resorts aktiviteter har været delvist nedlukket under Covid-19, har feriecenteret haft travlt med at udtænke nye. Blandt andet er en sansehave for 0-5-årige blevet etableret, og en udendørs padelbane er ligeledes åbnet.

“Vi skal udvikles os hele tiden, så her er noget nyt og sjovt, når gæsterne kommer igen. Ikke så meget, at de ikke kan genkende stedet, men alligevel så meget, at der venter dem en ny oplevelse hver gang,” forklarer Jørgen Høll.

Den nye black light minigolf bane er 500 m2 under tag og kan rumme 40 personer ad gangen under de nuværende restriktioner, når den åbner for gæsterne den 8. juli.

Om black light minigolf:

Skallerup Seaside Resort er de første i Danmark, der etablerer en 18 hullers indendørs black light minigolfbane. Der er investeret cirka 1,3 mio. kroner i etableringen, hvor feriecentret med hjælp fra Erhvervscenter Hjørring og Erhvervshus Nordjylland har fået støtte fra Omstillingspuljen.

Konceptet giver minigolf-spillet en ny dimension, når den fluorescerende UV-belysning får puttere, bolde og forhindringer til at lyse op og bringer de tematiserede kunstværker vægge og gulve til live.

 

Om Skallerup Seaside Resort:

Skallerup Seaside Resort er et feriecenter med 285 ferieboliger og et centerområde med adgang til vandland, svømmehal, fitnesscenter, romersk bad, sportsfaciliteter, aktivitetsværksted og legeland, bowling, restauranter, supermarked og ridecenter mm. Resortet ligger fem kilometer nord for Lønstrup i skøn natur direkte ud til Vesterhavet og har eksisteret siden 1949. Skallerup Seaside Resort ejes af en fond og har ca. 200 medarbejdere. Læs mere på www.skallerup.dk

 

Del artikel

Andre læser også